Idealisten, der har skabt et øl-imperium, er Årets Ejerleder
I jagten på den perfekte øl har Mikkel Borg Bjergsø skabt Mikkeller, et mindre moderne ølimperium. Det har sikret ham titlen som Årets Ejerleder 2017.
Mikkel Borg Bjergsø var ked af, at der ikke var andet end vin på menuen, da han tog titlen som årets ejerleder. Det var nemlig Mikkeller, der skulle have leveret aftenens øl, men kasserne blev desværre glemt i farten fra Kødbyen på Vesterbro til PwC’s højborg i Hellerup.
Aftenens vinder skilte sig tydeligt ud i skoven af ledere i sorte lædersko og jakkesæt, der stod med højstilkede glas i hånden. Brygmesteren var iklædt jeans og hverken skjorte eller blazer. Det var tydeligt, at en anderledes virksomhed løb med prisen i år.
»Jeg ser ikke mig selv som leder. Jeg laver bare det jeg brænder for, og så prøver jeg at få det til at smitte af på dem, jeg arbejder med. Jeg troede sgu aldrig nogensinde, at jeg skulle vinde en ledelsespris, men det er bare fedt. Det er vildt nok,« siger en rolig Mikkel Borg Bjergsø efter de stående klapsalver har lagt sig.
Både virksomhedsledelse og ølbrygning har han lært på egen hånd. Men trods sin beskedenhed er den autodidakte brygger ikke bleg for store ambitioner, når det kommer til en dag at sætte sit præg på måden verden drikker øl.
Ved tidligere lejlighed har han sagt, at han vil være kendt som den moderne J.C. Jacobsen, den danske brygger og mæcen, der i 1875 grundlagde Carlsberg, bryghuset der med Mads Mikkelsen som maskot, bryster sig af at lave verdens ’måske’ bedste øl.
Men Mikkel Borg Bjergsø har i virkeligheden endnu større ambitioner.
»Hver gang jeg laver en øl, er det for at lave den perfekte. Jeg ved godt, at det aldrig sker, men det er min ambition. Jeg er ikke den type person, der går i gang med noget og gør det halvt. Enten gør jeg det 100 pct., eller også så gør jeg det ikke. Mikkeller blev så de 100 pct.,« siger Mikkel Borg Bjergsø.
Hver gang jeg laver en øl, så er det fordi, jeg gerne vil lave den perfekte øl.Mikkel Borg Bjergsø, adm. direktør og ejer af Mikkeler og vinder af Årets Ejerleder
Men det er ikke kun vækstdrømme eller jagten på den perfekte øl, der driver Vesterbros hippe brygmester. At udvikle og kreere i jagten på at skabe noget nyt er lige så vigtigt. Det er det, der har drevet hans hænder siden den spæde begyndelse, hvor han kværnede malt med et håndsving i sin kælder, indtil hyggehobbyen forvandlede sig til passion og 11 år senere ølimperiet Mikkeller.
De sidste syv-otte år har Mikkeller bredt forretningen ud til flere forskellige brancher. Altid med øl som fælles omdrejningspunkt.
Indtil videre tæller de nye jagtmarker alt fra restaurationer i København og Thailand til en chokoladefabrik og produktion af spiritus, cocktails og vin. Sideløbende har det hippe multibryghus arrangeret øl-festivaler, der i år udvidede sortimentet fra våde varer til også at være en musikfestival.
»Vi er lidt en virksomhed, som laver alle de ting, som jeg personligt synes er sjove, og som vokser ud fra, hvad der interesserer os og ikke ud fra, hvad business-casen siger,« siger Mikkel Borg Bjergsø.
Når du går ind på Noma, skal du kunne vælge en ølmenu i stedet for en vinmenu.Mikkel Borg Bjergsø, adm. direktør og ejer af Mikkeler og vinder af Årets Ejerleder
Brygmesteren går efter egne ord mere op i personlighed og mindre op i kompetencer, når folk skal ansættes i bryghuset.
»Hvis man skal arbejde i en virksomhed som vores, skal man ville det. Man skal brænde for det, og så kan man sgu altid lære de ting, som man skal. Det er sindssygt vigtigt for en virksomhed som vores, at alle brænder for firmaet, produkterne og det vi laver. Og det tror jeg mere eller mindre, at alle gør,« siger Mikkel Borg Bjergsø.
Du har sagt, at der mangler noget i ølverdenen?
»Der mangler, at øl bliver gjort til en oplevelse. Det er det vi prøver at skabe. Et produkt der er mere, end noget du drikker, hvis du er tørstig eller vil være fuld. Det skal ikke kun være smagen, der er oplevelsen, men hele universet omkring øllen. Der mangler meget i ølverden endnu. Når du går ind på Noma, skal du kunne vælge en ølmenu i stedet for en vinmenu.«
Min yndlings er en belgisk øl, der bliver brygget af munke, som de har gjort i 100 år. Den har alt, hvad jeg mener, en øl skal have. Den hedder Orval.Mikkel Borg Bjergsø, adm. direktør og ejer af Mikkeler og vinder af Årets Ejerleder
Men er der ikke en forskel på vin og øl?
»Jeg ved jo godt, at jeg kan brygge den øl, jeg bryggede i går igen i morgen, og det kan du ikke med vin. Der er du mere afhængig af årstid og en masse andre faktorer. Men det lægger vi ind i vores ved at putte personlighed ind i det. Hver gang. Jeg har lavet over 1000 forskellige øl, men samtlige af dem, er noget jeg er stolt af, hvor jeg vil vise noget, der kommer fra mig.«
Hvad er så din yndlingsøl?
»Det er umuligt at sige, for der er så mange forskellige vilde øl til forskellige tidspunkter og humør. Men jeg har en øl, som jeg altid siger, men det er også, fordi man ligesom skal kunne sige én. Den har jeg også fået tatoveret på min arm. Det er en belgisk øl, der bliver brygget af munke, som de har gjort i 100 år. Den har alt, hvad jeg mener, en øl skal have. Den hedder Orval, men det er ikke den, jeg drikker mest.«

