Fortsæt til indhold

Novo-rival skal spare: 2.300 ansatte smutter frivilligt

Den amerikanske medicinalkoncern Eli Lilly skal spare 500 mio. dollars, og det har tilsyneladende fået folk til at smutte frivilligt.

Erhverv

Hele 2.300 medarbejdere har indtil videre valgt at forlade den amerikanske Novo Nordisk-rival Eli Lilly frivilligt.

Det bringer det amerikanske medicinalselskab et stort skridt videre i ambitionen om at indfri sin store spareplan. Det skriver mediet FiercePharma.

De mange frivillige fratrædelser kommer, efter at selskabet i september annoncerede en spareplan, der skal spare medicinalselskabet 500 mio. dollars om året og i alt kommer til at betyde et farvel til 3.500 medarbejdere.

Det er den største spareplan siden 2009, hvor selskabet skilte sig af med hele 5.500 medarbejdere.

Tidligere i år sagde man farvel til knap 500 personer, efter at lægemiddelkandidaten solanezumab til behandling af Alzheimers fejlede i det afgørende fase 3-studie. Selskabet havde allerede ansat de knap 500 mennesker i forventningen om en godkendelse og en kommende lancering.

Udover de 2.300 frivillige fratrædelser vil Eli Lilly nu beslutte, hvor der er brug for yderligere at reducere omkostningerne og gøre virksomheden mere effektiv, oplyser talsperson Mark Taylor til FiercePharma.

Eli Lilly konkurrerer særligt med Novo Nordisk inden for den hastigt voksende klasse af diabetesmidler, kaldet GLP-1, hvor Eli Lilly i disse år har stor succes med at tage markedsandele fra Novo Nordisks bedst sælgende lægemiddel overhovedet, Victoza.

Artiklens emner
Eli Lilly & Co
Novo Nordisk