Fortsæt til indhold

Jacob Olsens far afviste Ikea-stifteren: I dag tjener familien millioner

Den eksklusive møbelvirksomhed Gubi kan fremvise et rekordoverskud på 69 mio. kr.

Jacon Gudmund Olsen er ejer af Gubi. Han overtog virksomheden fra sin far. Arkivfoto:Torben Stroyer
Erhverv

Den danske møbelvirksomhed Gubi fortsætter sin eksplosive vækst og har for andet år i træk fordoblet overskuddet.

I det seneste regnskabsår tjente virksomheden, der er ejet af stifterens søn Jacob Gudmund Olsen, over 69 mio. kr. efter skat. Året før var overskuddet på 32 mio. kr. efter skat.

Dermed bygger Gubi videre på den fremgang, som har betydet stigende millionoverskud de seneste fem år. Det seneste overskud er det bedste i virksomhedens historie. Omsætningen i virksomheden er hemmelig.

Gubi specialiserer sig i salg og produktion af eksklusive møbler og lamper, hvor det danske marked udgør hovedforretningen, mens de udenlandske markeder står for en stigende del af omsætningen.

Vejen har dog ikke altid været brolagt med succes for møbelvirksomheden, hvor særligt et falleret interneteventyr i starterne af 00’erne betød store milliontab. Virksomheden undgik dog konkurs og tilbagebetalte alle sine kreditorer. Dermed kunne familievirksomheden fortsætte sin fornuftige forretning, der har været kendetegnet for Gubi, siden den blev grundlagt i 1960’erne.

Gubi blev stiftet af den driftige møbelsælger Bjarke ’Gubi’ Olsen i 1967. Han lagde grundstenen til forretningen, da han købte nogle billige kagedåser, som han malede og solgte videre med god fortjeneste.

Profitten blev brugt til at udvikle møbler betrukket med denim, der blev en særdeles eftertragtet vare i 1970’erne, og som bl.a medvirkede til eksport til Storbritannien for den lille virksomhed.

Faktisk blev det nystartede Gubi så succesfuld, at selveste Ingvar Kamprad, grundlæggeren af Ikea, mødte op på Bjarke ’Gubi’ Olsens privatadresse for at overtale ham til at producere møbler for Ikea-koncernen.

Bjarke Olsen afslog tilbuddet og fortsatte med at udvikle virksomheden, hvor egne møbeldesign blev produceret og solgt side om side med andre populære designklassikere.

I dag er det sønnen Jacob Gudmund Olsen, der står i spidsen for virksomheden. Han har bevaret sin fars strategi, hvor klassiske møbler fra verdensberømte designere som Henning Larsen, Greta M. Grossman og Robert D. Best m.m kan findes i virksomhedens salgskatalog sammen med egne designs.

Artiklens emner
Regnskaber
Møbelindustrien