Novo-rivals salgsfiasko giver milliardnedtur for dansk biotekhåb
Novo Nordisks store konkurrent Sanofi kan slet ikke få gang i salget af nyt diabetesmiddel. Det er dyrt for det danske biotekselskab Zealand Pharma.
Biotekselskabet Zealand Pharma er kommet i gevaldig modvind, og på bare én måned har det kostet aktionærerne 1 mia. kr.
Hovedårsagen bag den kursmæssige deruote er, at den franske partner Sanofi slet ikke har kunnet finde vinderformlen for diabetesmidlet Soliqua, som Zealand Pharma modtager royalty-betalinger fra. Det var ellers det middel, der var set som en grundsten i Novo-rivalens forsøg på et stort diabetescomeback.
»Som direktør er en af mine vigtigste opgaver at skabe værdi for vores aktionærer, så jeg kan ikke lide at se vores aktiekurs gå den forkerte vej,« siger Britt Meelby Jensen, adm. direktør i Zealand Pharma.
Hos en af selskabets store aktionærer, Vækstfonden, understreger adm. direktør Christian Motzfeldt, at man er langsigtet investor og derfor ikke bruger »så frygteligt meget tid« på de kortsigtede udsving.
»Soliqua bærer en stor del af værdiansættelsen af Zealand Pharma. Salgstallene har skuffet i forhold til markedets forventninger, og det rammer kursen,« siger Christian Motzfeldt, adm. direktør i Vækstfonden, der ejer ca. 6 pct. af Zealand Pharma.
Soliqua er et diabetesmiddel, der bl.a. konkurrerer med Novo Nordisks produkter, men Sanofi har haft mere end svært ved at få gang i salget. Det lider Zealand Pharma under, fordi det danske biotekselskab modtager lave, tocifrede royalties af salget.
Det samme gør man med endnu et diabetesmiddel, Adlyxin, der i dag stort set er uden betydning. Det middel er for længst blevet kørt midtover af Novo Nordisks bedst sælgende lægemiddel overhovedet, Victoza, og amerikanske Eli Lillys pendant.
I årets første ni måneder har Sanofi-salget af de to diabetesmidler blot givet Zealand Pharma 27,5 mio. kr. i kassen.
Som direktør er en af mine vigtigste opgaver at skabe værdi for vores aktionærer, så jeg kan ikke lide at se vores aktiekurs gå den forkerte vej.Britt Meelby Jensen.
»Kortsigtet er det selvfølgelig altid skuffende med en sådan kursreaktion, men det er et resultat af, at få investorer har solgt kraftigt ud af aktien,« siger Peter Benson, ledende partner i storaktionæren Sunstone Capital. Han understreger, at det sandsynligvis ikke er langsigtede investorer som hans egen venturefond, der har solgt ud.
Salget af de to diabetesmidler blev tidligere i 2017 blandt analytikerne spået til at kunne sælge for omkring 1,5 mia. euro allerede i 2020. Det ser i dag svært ud, men lykkes det, triller der altså mere end 1 mia. kr. ned i Zealand Pharmas kasse.
»Vi ser en stabil vækst i antallet af udskrevne recepter på Soliqua, men det går langsommere end forventet,« sagde Stefan Oelrich, Sanofis koncerndirektør med ansvar for bl.a. hele diabetesforretningen i forbindelse med Sanofis regnskab for tredje kvartal.


