Kasi-Jesper får skatteregning for brug af privatfly til Mallorca
Han vandt den største sag mod skat om 163 mio. kr., men i en lidt mindre del af sagen fik han et skattesmæk på godt 5 mio. kr.
Jesper Kasi Nielsen har fået et skattesmæk af Østre Landsret for at gøre brug af privatfly på rejser mellem Danmark og Mallorca.
I alt har retten hævet hans skattepligtige indkomst med 5,4 mio. kr. for årene 2009 og 2010, fremgår det af dommen.
Afgørelsen er en del af det langt større sagskompleks om 163 mio. kr., hvor Jesper Kasi Nielsen vandt hovedargumentet.
Men landsretten stadfæstede Landsskatterettens tidligere afgørelse om, at han uretmæssigt har trukket omkostningerne til privatfly fra i den omtalte periode.
Jesper Kasi Nielsen kunne ikke bevise, at han havde bopæl på Mallorca, selv om han ejede et hus i Puerto Portals og havde en større yacht liggende i havnen.
Her havde han i øvrigt også en Lamborghini stående på kajen - leaset via Fleggaard fremgik det dengang af nummerpladen.
Men på trods af at hans kæreste og deres fælles børn boede på øen, kunne han ikke løfte bevisbyrden.
I dommen står der:
»Landsretten finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse herom. For så vidt angår 2009 og 2010 skal der derfor ikke ske nedsættelse af Jesper Laustrup Nielsens skattepligtige indkomst med henholdsvis 2.544.573 kr. og 2.856.604 kr.«



