Monjasa-dom: Olierigmand frifundet for bedragerianklager
Mandag er der faldet dom i Vestre Landsret i den omfattende sag om svindel i olievirksomheden Monjasa.
Den tidligere medejer af milliardvirksomheden Monjasa, Jan Jacobsen, skal alligevel ikke i fængsel for bedrageri.
Det har Vestre Landsret afgjort mandag i en opsigtsvækkende svindelsag mod den danske olievirksomhed og Jan Jacobsen, som personligt har en formue på mindst 400 mio. kr.
I september sidste år blev Jan Jacobsen idømt 3,5 års ubetinget fængsel af retten i Kolding for at have begået millionbedrageri mod en malaysisk kunde.
Samtidig blev Monjasa idømt en bøde på 10 mio. kr. Dommen blev straks anket til Vestre Landsret, som nu er kommet med sin afgørelse, der altså frifinder både Monjasa og Jan Jacobsen.
Dommen i Vestre Landsret betyder desuden, at Jan Jacobsen alligevel gerne må sidde i ledelsen af en virksomhed i Danmark eller udlandet, ligesom han gerne erhvervsmæssigt må beskæftige sig med oliehandel igen.
Den ret var ellers blevet frataget ham ved byretten sidste år.
Kogt ned handlede bedrageritiltalen mod Monjasa og Jan Jacosen om, at de i 24 tilfælde skulle have faktureret en kunde i Malaysia for en større mængde olie end faktisk leveret.
Efter byretsdommen forlod Jan Jacobsen Monjasa og solgte alle sine aktier til sin medstifter, Anders Østergaard, som i øvrigt blev frifundet i byretten.
Sidste år realiserede Monjasa-koncernen et underskud på 25,8 mio. dollars, svarende til over 160 mio. kr. Det var virksomhedens første underskud siden etableringen i 2002.


