Børsnedtur gør Vestas til et opkøbsmål
Vestas' sønderskudte aktiekurs og en stor kontantbeholdning betyder, at selskabet kan være et opkøbsemne, lyder det fra analytikere.
En cocktail af et fald i aktiekursen på over 30 pct. siden august, en stærk indtjening og en bugnende kassebeholdning gør Vestas sårbar overfor et uinviteret overtagelsesforsøg.
Sådan lyder det fra flere analytikere.
»Der bliver nødt til at være mere konsolidering i det her marked. Vil Vestas være et opkøbsemne, eller vil de selv lede konsolideringen? Det er et godt spørgsmål,« siger Jeffrey Vonk, Vestas-analytiker hos Morningstar.
Vindbranchen er under hastig konsolidering, og stigende prispres gør det ifølge branchekilder nødvendigt at få færre og større selskaber.
Frederik Aakard fra Oaklins, der rådgiver om køb og salg af virksomheder, peger på, at Vestas er billigere end sine konkurrenter selvom lønsomheden er højere. Han mener godt, at Vestas - der ikke har nogen storaktionærer - kunne være et opkøbsemne.
Forleden var det Klaus Kehl, Vestas-analytiker hos Nykredit, der sagde til Ritzau Finans, at han mente, at Vestas kunne komme i spil.
Vestas’ aktuelle markedsværdi, kombineret med 22 mia. kr. i kassen, betyder, at Vestas koster 66 mia. kr. på gældfri basis.
Det svarer til 5-6 gange næste års ventede driftsresultatet (Ebitda), mens Vestas ifølge investeringsbanken Macquarie historisk har handlet til 8-9 gange driftsresultatet.
Selv inkl. en præmie ifht. aktiekursen på 30-40 pct. er det væsentligt under niveauet for fx Siemens og ABB.
En analytiker, der ønsker at være anonym, peger på, at netop ABB kunne være en oplagt bejler til Vestas.
Modsat Siemens og GE laver selskabet ikke sine egne vindmøller men har masser af erfaring med mange af de kritiske komponenter samt interaktionen med elnettet.
Dan Togo, chef for aktieanalyse hos Handelsbanken, peger på, at Vestas' svulmende pengetank og stærke pengestrømme gør, at en stor industriaktør formentlig ville kunne finansiere et opkøb billigt.
»Der er en stor kontantbeholdning, og samtidig kan der finansieres relativt meget med cashflowet,« siger Dan Togo.
Sydbanks Vestas-analytiker Jacob Pedersen mener, at det er usandsynligt, at der vil komme et tilbud på Vestas - dertil er usikkerheden for høj med stigende prispres og usikkerhed om Donald Trumps skattereform, der risikerer at bremse industrien i USA.
»Hvis man køber Vestas på nuværende tidspunkt, så er det et sats på en skattereform, der ikke ødelægger industrien, og et prispres, der alligevel ikke ødelægger så meget for Vestas. Indtil jeg ser noget mere håndfast, vil jeg være forsigtig med at sige, at Vestas-aktien er billig,« siger Jacob Pedersen.
Vestas ønsker ikke at kommentere.