Fortsæt til indhold

Bestseller tjener milliarder - men salget er for sløvt

Bestseller-koncernen med tøjmilliardær Anders Holch Povlsen i spidsen har øget overskuddet med 23 pct. det seneste år.

Erhverv

Overskuddet er vokset med 23 pct. og sender 2,5 mia. kr. i kassen. Alligevel er ejeren af den danske modegigant Bestseller ikke helt tilfreds med udviklingen i regnskabsåret 2016/17.

Det gav nemlig kun en vækst på 3 pct. i omsætningen. Det er ifølge adm. direktør og ejer Anders Holch Povlsen for lidt. Det fastslår han, efter at Bestseller fredag har udsendt et par nøgletal for det seneste år. Selve regnskabet kommer først senere.

Bestseller, der rummer en række modemærker, afsætter tøj på 70 markeder rundt om i verden. Det seneste år nåede omsætningen 23,5 mia. kr.

»En vækst på 3 pct. i toplinjen efterlader dog noget tilbage at ønske. Vi har det seneste år afviklet en række tabsgivende butikker. Men det er nødvendigt for at fremtidssikre virksomheden, at vi de kommende år løfter omsætningen,« siger Anders Holch Povlsen.

Han vil ikke sætte tal på ambitionerne for den vækst, men understreger, at der skal være stort fokus i hele organisationen på at øge salget. Det gælder både i koncernens egne butikker, onlinesalget samt hos de ca. 15.000 engroskunder, som Bestseller har rundt om i verden.

Den danske modekoncern har de seneste par år gennemført bl.a. en plan under navnet "Fit for Fight" med strammere styring af driften og omkostningerne - eksempelvis inden for indkøb og driften af butikkerne på en række markeder. I fjor var det med til at sikre en fordobling af indtjeningen. Den positive kurs er fortsat i år.

»Det er tilfredsstillende med en stigning i indtjeningen på 23 pct.,« siger adm. direktør Anders Holch Povlsen.

Han fremhæver, at Bestseller aktuelt har markant vækst i bl.a. Tyskland, som er det største marked for koncernen, samt i onlinehandlen. Netop den del af forretningen skal også fortsat udvides.

»Onlinehandel er blevet en naturlig del af vores forretning og vil fortsat være en af de primære kilder til vækst,« mener Anders Holch Povlsen.

Bestseller-ejeren vil ikke offentligt fremsætte mål for, hvordan Bestseller skal klare sig økonomisk i det igangværende regnskabsår, 2017/18. Men han understreger, at der skal være vækst - både på top- og bundlinjen.

Nøgletal Bestseller-koncernen* (mia. kr.)2016/172015/16
Omsætning23,522,9
Resultat før skat2,52,0

*Tal er konsoliderede for Bestseller A/S og Vila A/S.

Artiklens emner
Bestseller
Anders Holch Povlsen