Fortsæt til indhold

Hummel skifter ud i topledelsen

Den nye chef for sports- og modekoncernen, som ejes af Stadil-familien, skal løfte salget markant.

Erhverv

Farten må op i Hummel. Derfor vil den nye chef for den danske mode- og sportsvirksomhed både ændre og styrke organisationen.

Gennem efteråret har Allan Vad Nielsen, der i sensommeren kom til Hummel som adm. direktør fra en chefstilling i modegiganten Bestseller, skåret til. Flere medarbejdere er i den sammenhæng fratrådt.

Allan Vad Nielsen må dog aktuelt også udvide og ændre i topledelsen. Hans CFO/finansdirektør Michael Storm ønsker nemlig at fratræde, da han gerne vil »frigøre mere tid til bestyrelsesarbejde og familie«. Derfor stopper 57-årige Michael Storm hos Hummel i sommeren 2018. Han har været del af selskabet gennem syv år.

Allan Vad Nielsen understreger, at Michael Storm også efter sin fratrædelse vil have tilknytning til Hummel gennem en plads i selskabets advisory board.

Hummels adm. direktør har internt rekrutteret to afløsere for Michael Storm, da Michael B. Nielsen til sommer træder ind i topledelsen som finansdirektør. Han har været ansat hos Hummel siden 2013. Desuden forfremmes Christopher Dresler-Jarrov til ansvar for bl.a. logistik og IT.

Hummel med hovedsæde i Aarhus indgår i den familieejede Thornico-koncern med Christian Stadil som ejer. Ambitionen fra ejeren er, at Hummels omsætning skal fordobles, så den når 2 mia. kr. i løbet af en kortere årrække.

Det skal bl.a. ske gennem et øget fokus på direkte salg til forbrugerne, onlinehandel og produktudvikling. Dertil kommer de interne linjer i organisationen.

Allan Vad Nielsen er derfor netop nu ved at fastlægge den endelige, nye strategi for Hummel – med titlen 3.0.

»Vi skal være skarpere på vores kategorier af produkter og organiseres enklere. Desuden må vi tættere på kunden. Selvom Hummel har klaret sig fornuftigt er det vigtigt, at vi bliver ved med at udvikle os og skærpes på flere niveauer. Vi sætter nu en tydelig international vækstorienteret retning, som har manglet og været efterspurgt,« mener Allan Vad Nielsen.

Som led i vækststrategien har han derfor også ændret selskabets salgsorganisation, og der er internationalt hyret to nye salgsanvarlige for forrretningsområderne Style og Kids. Desuden er Mikkel Bastian internt forfremmet til international brand sales manager for Hummel Sport.

Allan Vad Nielsen kom til selskabet, efter at den spektakulære sag om den tidligere Hummel-chef Søren Schriver, dukkede op i februar. Han blev under stor dramatik blev bortvist i februar af Thor og Christian Stadil.

Schriver blev siden meldt til politiet for bl.a. bedrageri, og den sag efterforskes aktuelt. Sideløbende har Søren Schriver også anlagt en erstatningssag mod Stadil-familien for uberettiget bortvisning.

Artiklens emner
Hummel
Bestseller