Erhverv

Beckhams modeimperium over 830 mio. værd

Den tidligere Spice Girl, Victoria Beckham, har stor succes som modedesigner. Værdien af hendes koncern nærmer sig en milliard.

Victoria Beckham (midt) overværer her en prøve på sit modeshow i New York i september i år af forår/sommer 2018-kollektionen.  (AP Photo/Mary Altaffer)

Modedesigneren Victoria Beckham er en yderst succesrig forretningskvinde.

Hun har netop rejst 250 mio. kr. fra et investeringsfirma til en yderligere ekspansion af sit selskab, Victoria Beckham Limited, skriver Reuters.

Det er investeringsselskabet NEO Investment Partners, der har investeret de 250 mio. kr. i selskabet. Ifølge The Business of Fashion betyder investeringen, at man kan værdisætte hele Victoria Beckhams selskab til 832 mio. kr.

Victoria Beckham etablerede sit selskab i 2008 og sælger i dag sit modetøj fra 400 butikker i mere end 50 lande. Hovedparten af selskabets tøj fremstilles i Storbritannien.

Victoria Beckham Limited er et familieejet selskab med hende selv, hendes mand David Beckham og agenten Simon Fuller som aktionærer. Og nu også NEO Investment Partners.

»NEO er den perfekte partner til, sammen med os, at løfte selskabet op til det næste niveau. De forstår min vision og mit ønske om, at selskabet fortsat skal være uafhængigt (af større koncerner, red.) og fortsætte med at udvikle varemærkerne på vores egen måde,« lyder det fra Victoria Beckham i en meddelelse.

Investeringen fra NEO skal bruges til at udvide hendes butikker og e-handels-platforme. NEO Investment Partners er et privatejet ventureselskab, der også har investeret i mærker som Tom Dixon, AMI Paris og bagerikæden Paul.

Victoria Beckham havde i starten problemer med at blive taget alvorligt af modeindustrien. De tider er forbi, og hendes kollektioner bliver nu vist i New York og med kritikerros. Hendes tøj kan koste helt op til 16.000 kr. stykket.

Victoria Beckham var en del af gruppen Spice Girls, der i 1990'erne var en af de bedst sælgende popgrupper med over 85 mio. solgte plader.

Hun havde øgenavnet Posh Spice og blev i 1999 gift med fodboldspilleren David Beckham. I en årrække var de Englands mest celebre par.

Læs også
Top job