Erhverv
0

Ikea giver 13.000 i julebonus til de ansatte

Der er omkring 13.000 svenske kr. i julegave på vej til hver af Ikeas medarbejdere i Sverige. I Danmark uddeles der også julebonus i år.

Der er julebonusser på vej til Ikeas ansatte både i Danmark og Sverige. Arkivfoto: Sebastian Buur Gunvald.

Der er en pengegave under træet til alle Ikeas ansatte både i Danmark og i Sverige.

For mens det i november blev meldt ud i Danmark, at Ikeas ansatte i år får en julebonus på samlet et tocifret millionbeløb, melder møbelvirksomheden nu ud i Sverige, at der er ca. 13.000 svenske kr. på vej til hver ansat, der indstilles til bonus.

Alle bonuskronerne uddeles gennem Ikeas loyalitetsprogram »Tack«.

»Vores medarbejdere er utroligt vigtige for os. »Tack« er en måde at takke vores medarbejdere på for deres loyalitet, og det er sjovt, at vi har mulighed for at dele på denne måde,« siger Karin Bergman, HR-chef for Ikea koncernen i Sverige i en pressemeddelelse.

Ikea Danmark har torsdag oplyst, at »Tack« bonussen i Danmark til de ansatte, der indstilles, i år lyder på ca. 11.700 kr. Bonusserne både i Sverige og Danmark udbetales ikke kontant, men er en ekstra indbetaling til de ansattes pensionsopsparinger.

I Danmark har Ikea næsten 2600 ansatte. Ca. 2000 af dem, som har arbejdet i virksomheden i mere end seks måneder, får derudover i denne julemåned en ekstra bonus via programmet One Ikea Bonus. Størrelsen af den enkeltes bonus afhænger af, hvordan den ansatte har klaret sig.

Det, at vi igen i år kan udbetale bonus, er både noget ekstraordinært for medarbejderne og betyder rigtig meget for mig

Dennis Balslev topchef, Ikea Danmark

»Vi udbetaler samlet et tocifret millionbeløb i bonus, som fordeles mellem medarbejdere i fem ud af syv enheder. Bonusserne udbetales i forhold til, hvordan den enkelte enhed har nået sine mål. I år får de enkelte medarbejdere fra 20 pct. af en månedsløn til godt en månedsløn. Det er jo medarbejderne, der gør en forskel i Ikea. Så det, at vi igen i år kan udbetale bonus, er både noget ekstraordinært for medarbejderne og betyder rigtig meget for mig,« fortalte topchef i Ikea Danmark, Dennis Balslev, i november til Business.

Siden »Tack« blev introduceret for fire år siden er over 5 mia. svenske kr. blevet uddelt til Ikeas ansatte gennem loyalitetsprogrammet.

Pengene fordeles mellem alle Ikea koncerner, baseret på hvert lands andel af den samlede lønningsliste. Betalingen er afhængig af Ikea koncernens samlede indtjening i det foregående regnskabsår.

Ikeas salg voksede herhjemme samlet med 4 pct. gennem 2016/17.

BRANCHENYT
Læs også