Fortsæt til indhold

2,4 mia. kr. til deling: Børssucces kan forgylde DSV-ansatte

Den seneste tids aktieoptur har gjort et aktieprogram for de ansatte historisk stort i transportkæmpen DSV.

Erhverv

Transportkæmpen DSV A/S er efter et fantastisk børsår på vej til at strø en milliardgevinst ud over sine medarbejdere.

Ikke alene står topchef Jens Bjørn Andersen og finansdirektør Jens H. Lund samlet til at tjene ca. 225 mio. kr. på aktieoptionsprogrammet. Yderligere knap 1.700 ud af i alt 44.000 ansatte står i snit til at score over 1,2 mio. kr. på programmet. Med seneste lukkekurs sender det markedsværdien af programmet op over 2,4 mia. kr., viser beregninger foretaget af Finans.

Bestyrelsesformand i DSV Kurt Larsen glæder sig over, at programmet rammer så bredt.

»Det er altså noget, folk kan forstå. Hvis vi allesammen er dygtige, gør vores bedste og arbejder sammen, så gavner det også bredt fællesskabet,« siger Kurt Larsen.

Ifølge ham er aktieoptioner »en af de bedste motivationsfaktorer«, han nogensinde har set, og effekten af dem stiger, jo længere man kommer ned i en organisation.

»Det er ikke for at gøre en sensation ud af det, men topledelser er allerede betydeligt forkælede. De har gode vilkår, fine biler og jeg ved ikke hvad. Det er først, når du kommer en, to eller tre takker ned (i organisationen, red.), at det virkelig begynder at betyde noget,« siger Kurt Larsen.

Topledelser er altså allerede betydeligt forkælede. De har gode vilkår, fine biler og jeg ved ikke hvad. Der er når du kommer en, to eller tre takker ned, at det begynder virkelig at være noget, der betyder noget.
Kurt Larsen, bestyrelsesformand, DSV

Forklaringen på den store gevinst er DSV's voldsomt stigende aktiekurs. Aktien er med en stigning på 55 pct. i indeværende år fondsbørsens suveræne vinder i 2017 blandt de store selskaber. På fem års sigt er den steget 246 pct., og fremgangen kommer vel at mærke, efter at aktien mistede mere end to tredjedele af sin værdi, da finanskrisen ramte.

Måske af samme grund vækker programmet ingen sønderlemmende kritik blandt investorer eller analytikere, selv om optionsprogrammer længe har været hårdt kritiseret.

»Det er lidt ligesom en ejer af en lejlighed kontra en lejer. En, der lejer en lejlighed, er ligeglad med, om der kommer ridser i malingen og hakker i væggen, mens en ejer måske er lidt mere opmærksom på at bibeholde sine værdier,« siger Claus W. Jensen, seniorporteføljemanager hos Gudme Raaschou.

Samme holdning har Lars Heindorff, aktieanalytiker fra SEB:

»Vi sidder slet ikke med en opfattelse af, at DSV's optionsprogram har været ødelæggende. Her er det også vigtig at pointere at DSV’s optionsprogram rammer bredt i organisationen og ikke kun er til topledelsen. Men nogle programmer kan skabe et miljø, hvor man agerer på en måde, som måske alligevel ikke er i aktionærernes interesse, fordi man kan maksimere sin egen profit på kort sigt.«

Artiklens emner
DSV
Kurt Larsen