Fortsæt til indhold

Alle gode gange 13: Historisk dansk designvirksomhed leverer rekordregnskab

Med en resultatfremgang på over 42 pct. kan Georg Jensen Damask fremlægge et historisk godt regnskab.

Georg Jensen Damask duge, viskestykker og dynebetræk er fortsat populære. Selskabet præsterer for 13. år i træk et rekordregnskab. Foto: Georg Jensen Damask
Erhverv

Georg Jensen Damask er netop kommet med det bedste regnskab i selskabets 261-årige historie. Den danske designvirksomhed kan for regnskabsåret 2016/2017 fremvise et resultat efter skat på ca. 8,9 mio. kr. mod ca. 6,7 mio. kr. året før. Det er 13. år i træk, at selskabet leverer et rekordregnskab.

Da Columbus gik i land Amerika, blev de første Georg Jensen Damask-tekstiler vævet. Og de er tydeligvis ikke gået af mode. Selskabet har således omsat for 22 pct. mere end året før. Det er derfor en meget tilfreds direktør for Georg Jensen Damask, der kan fremlægge årets regnskab.

»2017 var endnu et godt år for Georg Jensen Damask, og det er vi selvfølgelig utrolig stolte af. Ambitionen har aldrig været den hurtige vækst, men derimod en kontrolleret udvikling,« siger adm. direktør for Georg Jensen Damask, Peter Hulweg Christiansen, i en pressemeddelelse.

Bruttoresultatet for årsregnskabet 2016-2017 er på 62,4 mio. kr. mod 54,4 mio. kr. året før.

Georg Jensen Damask har siden sidste regnskabsår arbejdet mod at øge eksporten til nye lande - og det er lykkes. Selskabet har nu distribution i 16 lande.

»Vi har arbejdet målrettet på udvalgte fokusmarkeder, ligesom vi har fokuseret endnu mere på digital tilstedeværelse, der både på hjemme- og eksportmarked også vil være et stort fokusområde i næste strategiperiode,« siger Peter Hulweg Christiansen.

Georg Jensen Damask A/S, der intet har tilfælles med et andet dansk design-klenodie, sølvsmede-virksomheden Georg Jensen A/S, er en af Danmarks ældste designvirksomheder og har igennem flere hundrede år og over adskillige generationer designet og produceret tekstiler til hjemmet.

Virksomheden blev grundlagt i 1756, hvor Andreas Jensen giftede sig med Kirsten Christensdatter, og de to lagde grundstenene til Georg Jensen Damask. Der har dog været vævere i familien bag Georg Jensen Damask helt tilbage til 1500-tallet.

I dag ejes selskabet af Bent og Jesper Hviid. De købte Georg Jensen Damask tilbage til familieejerskab fra en kapitalfond, der kortvarigt ejede virksomheden efter Bent Georg Jensens salg i 1999. Hviid-familien er en del af bestyrelsen, men virksomheden drives af direktør Peter Hulweg Christiansen.

Georg Jensen Damask A/S har hovedsæde i Kolding og beskæftiger 65 medarbejdere. Georg Jensen Damask’ design sælges i over 200 fysiske/web-butikker i 70 lande.

Artiklens emner
Regnskaber
Design