Erhverv

Lego-brandets stensikre førsteplads vakler

Lego har mistet sin topplacering i det danske omdømmebarometer fra konsulenthuset Caliber. Det kræver flere gode nyheder, hvis Lego skal fastholde sine topplaceringer, siger en branding-ekspert.

Styrken af brandet Lego kræver konstant gødning, og lige i øjeblikket mangler der gode nyheder. Foto: Tobias Nicolai

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans

Det kan blive svært for Lego at holde på den perlerække af førstepræmier, som det ikoniske varemærke har stående i præmieskabet.

Den seneste fyringsrunde og problemerne med at fastholde væksten for legetøjsgiganten har allerede kostet en topplacering i Danmark.

»Vi spørger jævnligt almindelige danskere, altså forbrugerne, hvad de mener om de forskellige selskaber, og igennem det seneste år kan vi se, at vurderingen af Lego er blevet mere volatil. I øjeblikket har Lego mistet sin førsteplads,« siger Shahar Silbershatz, adm. direktør i konsulentfirmaet Caliber.

I øjeblikket sidder e-Boks på førstepladsen i Calibers måling - umiddelbart en lidt besynderlig tvekamp.

»Men e-Boks har et stærkt navn blandt danskerne, fordi de mener, det er noget, der signalerer innovation, og det virker som noget, der gør deres dagligdag lidt lettere, og de stoler på det,« siger Shahar Silbershatz.

Tillid og umiddelbar holdning Score i november
e-Boks78,8
Lego77,8
Velux77
Rema 100076,5
SuperBrugsen76,3
Matas75,7
ATP75,6
Grundfos75,6
Novo Nordisk75,1
Oticon74,3

Han tror, volatiliteten omkring Lego skyldes dels nyhederne om, at Lego har måttet skære ned - i alt 1.400 stillinger på verdensplan, herunder flere hundrede i Danmark, dels har der været skriverier om, at Lego i år ikke har haft de store succesfulde lanceringer, som kunne give selskabet omtale og salg.

En måling alene blandt danske forbrugere vil næppe kunne læses i Legos salgstal. Lego ligger fortsat meget højt på de seneste globale målinger for styrken af globale brands, hvor det konkurrerer med f.eks. Apple og Rolex og Ferrari.

Men målingen fra Danmark er et tegn på en udfordring, som Lego møder i stadig større grad, tror Frederik Preisler, partner og kreativ chef i pr-bureauet Mensch.

»Stærke og store brands som Lego render ind i en luftpudeeffekt, hvor det er nødvendigt hele tiden at blæse mere opdrift i mærket, hvis det skal holde højden. Lego mangler i øjeblikket succeshistorier,« siger Frederik Preisler.

Han har lige som mange andre i den danske pr- og kommunikationsbranche selv arbejdet med virksomheden Lego.

Lego forholder sig kun til en enkelt global måling, nemlig fra Reputation Institute, som i februar gav Lego en andenplads - efter Rolex og før Disney.

Desuden henviser Legos pressechef, Roar Rude Trangbæk, til Legos egne målinger af tilfredsheden blandt forbrugere og medarbejdere. Begge er stigende, fremgår det af årsrapporten for 2016.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også