Erhverv

EU-Kommissionen godkender Easyjets køb af dele af Air Berlin

Easyjet meddelte i slutningen af oktober, at det havde lagt et bud ind på dele af Air Berlins forretning i lufthavnen Tegel. Foto: Gero Breloer

EU-Kommissionen har uden betingelser godkendt britiske Easyjets køb af dele af det konkursramte flyselskab Air Berlin, efter at den har konkluderet, at transaktionen ikke skader konkurrencen.

- Easyjets plan om at købe visse Air Berlin-aktiver vil ikke reducere konkurrencen, og vi har i dag godkendt det. Vores beslutning gør det muligt for Easyjet at øge sin tilstedeværelse i lufthavne i Berlin og starte konkurrence på nye ruter til fordel for kunderne, siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, i en pressemeddelelse.

Med købet kommer det britiske lavprisselskab også ind i lufthavnen Tegel - i Berlin, efter at det i forvejen flyver fra lufthavnen Berlin Schoenefeld til destinationer uden for Tyskland.

Easyjet oplyste i sidste uge, at det fra 5. januar vil tilbyde indenrigsruter til Düsseldorf, Frankfurt, München og Stuttgart, og at det også vil beflyve 15 internationale destinationer fra Tegel, der betegnes som den vigtigste internationale lufthavn i Berlin.

Samtidig planlægger selskabet at tilbyde flere ruter i sommersæsonen.

Det britiske selskab meddelte i slutningen af oktober, at det havde lagt et bud ind på dele af Air Berlins forretning i lufthavnen Tegel.

Imens har Lufthansa budt ind på andre del af Air Berlin-gruppen, hvilket omfatter det østrigske flyselskab Niki Luftfahrt og det tyske regionale luftfartsselskab Luftfahrtgesellschaft Walter. Her afventes fortsat en afgørelse EU-Kommissionen.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også