Erhverv
0

Dansker bliver verdens første sportsudøver til at få løn i bitcoins

Bitcoin Suisse skal være ny hovedsponsor i ishockeyklubben Rungsted Seier Capital. I den forbindelse skal en spiller aflønnes i bitcoins.

Nikolaj Rosenthal, der her ses til venstre i en kamp for sin tidligere klub Copenhagen Hockey, bliver angiveligt den første professionelle sportsudøver i verden til at blive aflønnet i bitcoins. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Verdens angiveligt første professionelle sportsudøver, der får udbetalt hele sin løn i bitcoins.

Det er, hvad den danske ishockeyspiller Nikolaj Rosenthal nu kan skrive på CV'et.

I forbindelse med at den schweiziske kryptovaluta-virksomhed Bitcoin Suisse skal være ny hovedsponsor for ishockeyklubben Rungsted Seier Capital, kommer Nikolaj Rosenthal fremadrettet til at få bitcoins frem for danske kroner, når lønsedlen lander.

Det fortæller Niklas Nikolajsen, der er ejer af Bitcoin Suisse og er blevet mangemillionær på kryptovalutaer.

»Nikolaj Rosenthal bliver en pioner i sportsverdenen med denne form for aflønning. Hvis det bliver en succes, håber vi at brede det ud til resten af holdet,« siger han til Finans og forklarer, at de skattemæssige aspekter af aflønningen lige nu er ved at blive undersøgt.

Kommer Nikolaj Rosenthal til at få den samme løn som nu, eller vil lønnen variere efter udviklingen på kursen for bitcoin?

»Det kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Det vil vi først afsløre senere på måneden. Men jeg kan forestille mig, at den her form for aflønning er noget, man vil se meget mere til i fremtiden,« siger Niklas Nikolajsen.

Den 27. december vil Bitcoin Suisse og Rungsted Seier Capital, der har Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen som medejer, præsentere mere om sponsoraftalen og aflønningen af Nikolaj Rosenthal.

Rungsted Seier Capitals hjemmebane skifter navn til Bitcoin Arena, og i arenaen vil der komme til at være et ni meter langt logo på midten af ishockeybanen. Det logo vil forestille en bitcoin i guld og sølv.

Bitcoin Suisses hovedsponsorat af ishockeyklubben løber over tre år og har en værdi af et syvcifret beløb.

Bitcoin er lige nu et af de varmeste ord i finansverdenen. Kryptovalutaen er steget voldsomt i værdi i år, og én bitcoin er i øjeblikket 16.691 dollars værd. Det svarer til 105.821 kr.

BRANCHENYT
Læs også