Erhverv

Medie: Kapitalfond gør klar til salg af Scandlines

Rederiet Scandlines vurderes ifølge medie at kunne indbringe kapitalfond mere end fem milliarder kroner.

Kapitalfonden 3i gør klar til salg af rederiet Scandlines. Foto: Bernd Wüstneck/picture-alliance/dpa/AP Images

Kapitalfonden 3i gør klar til salg af rederiet Scandlines, som menes at være mere end fem milliarder kroner værd.

Det skriver The Sunday Times.

Kapitalfonden, der ejer Scandlines, har ifølge det britiske medie allieret sig med den internationale rådgiver Rothschild til at stå for salget.

Scandlines driver ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.

Kapitalfonden 3i har ejet Scandlines i de seneste ti år.

Det danske medie Inside Business har tidligere skrevet, at rederiet angiveligt er på vej til at blive solgt.

Ifølge mediet er håbet hos ejeren, at salget kan indbringe op mod 15 milliarder kroner.

Rederiet er blandt andet udfordret på de tyske ruter af en kommende Femern-tunnel.

Scandlines blev grundlagt i 1998 efter en fusion mellem de to største færgerederier i Danmark og Tyskland.

Sidste år transporterede selskabets 12 færger i alt 15 millioner passagerer, 3,2 millioner personbiler og 64.000 busser på dets ruter til Tyskland og Sverige.

Det oplyser rederiet på dets hjemmeside.

BRANCHENYT
Læs også