Kriseramt legetøjskæde tæt på kollaps i Storbritannien
Op til jul kan Toys "R" Us være fortid i Storbritannien, skriver flere britiske medier. Det vil betyde, at 3.200 personer mister jobbet, og at 105 butikker lukkes.
Mange britiske forældre skal måske skynde sig, hvis de vil købe bestemte stykker legetøj til børnene i julegave.
For den kriseramte og konkurstruede legetøjskæde Toys "R" Us risikerer at kollapse i Storbritannien i løbet af denne uge. Det skriver flere britiske medier, heriblandt Guardian.
Hvis kollapset bliver en realitet, vil det ifølge medierne betyde, at alle 3.200 Toys "R" Us-medarbejdere og 105 butikker i Storbritannien lukker inden jul.
Toys "R" Us håber at få grønt lys til en restruktureringsplan i Storbritannien, som vil betyde lukning af 26 britiske butikker i 2018.
Men den statsstøttede britiske pensionsfond Pension Protection Fund kræver angiveligt, at Toys "R" Us skyder 9 mio. pund, svarende til 76 mio. kr., ind i de pensionsordninger, som kædens medarbejdere har i Storbritannien. De 76 mio. kr. svarer til det beløb, der skal sættes ind på ordningerne de næste tre år.
Hvis ikke det kommer til at ske, vil Pension Protecion Fund ifølge de britiske medier stemme imod Toys "R" Us' redningsplan, og det vil resultere i et kollaps for kæden i Storbritannien.
Det er dog ikke kun i Storbritannien, at Toys "R" Us er på vej til at lukke butikker. Ifølge Bloomberg overvejer kæden lige nu at lukke mindst 100 butikker i USA i den kommende tid.
Toys "R" Us gik i september i betalingsstandsning og søgte i den forbindelse om såkaldt konkursbeskyttelse i både USA og Canada.
Kæden har i årevis kæmpet med indtjeningen og har tabt kunder og omsætning til konkurrenter som Amazon, Walmart og Target. Oveni det sidder selskabet på en stor gæld - næsten 30 mia. kr. - som blev optaget, da en række kapitalfonde i 2005 købte Toys "R" Us.
De danske Toys "R" Us-butikker bliver ikke påvirket af konkurssagen i det amerikanske, da de danske butikker er ejet af TopToy, som har købt retten til navnet i Norden. TopToy har 65 Toys "R" Us-butikker fordelt i Danmark, Island, Finland, Norge og Sverige.