Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Danmark gik glip af en milliardgevinst i postfusion

En beslutning om at skille sig af med en stor ejerandel af det belgiske postvæsen har kostet Postnord og den danske statskasse milliarder.

Nedturen i Postnord
For at få Postnord-fusionen på plads, missede Danmark en milliardgevinst på det belgiske postvæsen. Illustration Anders Vester Thykier

Danmark gav slip på en økonomisk gevinst i milliardklassen, da det danske postvæsen i 2009 fusionerede med det svenske. Dermed har den dansk-svenske postfusion været langt mere kostbar for de danske skatteborgere, end det hidtil har været fremme.

Den dyre beslutning blev truffet i 2009, da den danske stat solgte en større aktiepost i det belgiske postvæsen for at få Postnord-fusionen til at lykkes. Den belgiske aktiepost blev overtaget af den britiske kapitalfond CVC, som ifølge Finans' beregninger, der er valideret af en kilde tæt på processen, har tjent 4,8 mia. kr. på aktieposten.

Sådan tjente kapitalfonden 4,8 mia.
  • Den britiske kapitalfond CVC overtog en ejerandel på 25 pct. af det belgiske postvæsen La Poste-De Poste i forbindelse med en byttehandel, som blev indgået med den danske stats i 2009. Den danske stat fik CVC’s ejerandel på 22. pct. af Post Danmark og 700 mio. kr. i bytte for den belgiske aktiepost.
  • Efter byttehandlen høstede CVC en gevinst på 4,8 mia. kr. på de belgiske aktier, som man overtog fra Post Danmark.
  • Aktieposten udløste ifølge selskabets regnskaber udbyttebetalinger på 1,9 mia. kr. samt tilbageført kapital på 0,4 mia. kr.
  • Dertil kom en kursgevinst på aktieposten på ca. 2,5 mia. kr. frem til aktierne blev solgt i to omgange i forbindelse med børsnoteringen af La Poste-De Poste i 2013.

»Når vi i dag ved, hvor godt værdien af det belgiske postvæsen udviklede sig, og hvor skidt det er gået for Postnord, ligner det selvfølgelig en meget skidt beslutning,« siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der dog påpeger, at det var svært at forudsige i 2009.

Serie: Nedturen i Postnord
  • I en artikelserie stiller Finans og Jyllands-Posten skarpt på den statslige postvirksomhed, der har været igennem én lang nedtur siden fusionen blev en realitet i februar 2009.

  • Vi bringer bl.a. historien om selve fusionen, hvor Danmark sendte et guldæg videre til kapitalfonden CVC. Vi fortæller om medarbejdernes kamp mod løndumping, der i dag udfordrer Postnord i kampen om pakkemarkedet. Og vi graver dybt i de seneste måneders politiske landskamp mod svenskerne, der har efterladt Danmark med en tvivlsom aftale.

Mens CVC har tjent mange penge på de belgiske aktier, er det gået støt ned ad bakke for Postnord, hvor den danske del af forretningen siden 2012 har leveret et samlet underskud på næsten 2 mia. kr. I oktober måtte den danske stat skyde 1,4 mia. kr. ind i selskabet for at undgå en konkurs.

Ifølge interne dokumenter, som Finans har fået aktindsigt i, gav det problemer, at kapitalfonden CVC var medejer i Post Danmark. Svenskerne brød sig ikke om at få kapitalfonden med i Postnord. Derfor endte det med en byttehandel, hvor CVC blev købt ud af Postnord-fusionen, men til gengæld overtog den belgiske aktiepost.

Daværende transportminister Lars Barfoed (K) ønsker ikke at kommentere udviklingen i de to selskaber, siden han præsenterede fusionen i 2009. I Transportministeriet fastholder selskabsdirektør Michael Birch, at det på daværende tidspunkt var en rigtig beslutning at satse på Postnord-fusionen frem for et ejerskab i Belgien.

»Selvom investeringen i La Poste-De Poste var interessant, så var det ikke en strategisk investering. Det var ægteskabet med svenskerne, der var strategisk,« siger Michael Birch.

I Dansk Folkeparti vækker oplysningerne om salget af de belgiske aktier frustration.

»Hvis der er rigtigt, at man har vinket farvel til sådan en gevinst, så har man da også gjort alt, hvad man kunne, for at gøre livet svært for sig selv,« siger DF’s postordfører, Henrik Brodersen.

BRANCHENYT
Læs også