Erhverv
0

Oliegiganter skal for retten i nigeriansk korruptionssag

De italienske myndigheder hiver olieselskaberne Shell og Eni i retten anklaget for korruption i forbindelse med et køb af et oliefelt ud for Nigeria.

Arkivfoto: Peter Dejong.

De italienske myndigheder anklager de to oliegiganter Shell og Eni for at være blandet ind en betændt sag om bestikkelse og korruption i forbindelse med et køb af et oliefelt ud for den nigerianske kyst. Retssagen forventes at starte til marts næste år.

Det skriver BBC.  

Britisk-hollandske Shell og italienske Eni købte i 2011 et oliefelt ud fra Nigerias kyst til en samlet værdi af ca. 1,3 mia. dollars. Men ifølge anklagerne var det langt fra alle pengene, som fandt vej til den nigerianske statskasse. I stedet endte en stor portion i lommerne på en række ledende nigerianske politikere.

Både Shell og Eni afviser anklagerne.

Ifølge antikorruptions-NGO’en Global Witness har sagen potentiale til at blive en af de største korruptionsskandaler i nyere tid. Globall Witness offentliggjorde i april en række lækkede mails fra ledende medarbejdere i Shell, der antydede, at de var klar over, at der fandt bestikkelse sted.

Det er bl.a. på baggrund af de oplysninger, at de italienske myndigheder er gået ind i sagen og nu hiver de to oliekæmper i retten.

Men det er ikke kun selskaberne, der er under anklage. Også en række nøglefigurer kan se frem til et retsopgør - bl.a. Eni's topchef Claudio Descalzi og Malcolm Brinded, der tidligere har været blandt de øverste chefer i Shell.

Ifølge anklagerne skal en tidligere nigeriansk olieminister, Dan Etete, have fungeret som mellemmand og fordelt bestikkelsen i forbindelse med købet.

Både Shell og Eni har onsdag reageret på anklagerne.

»Eni har fuld tillid til retsprocessen, og at retssagen vil fastslå og bekræfte rigtigheden og integriteten af selskabets adfærd,« skriver Eni en pressemeddelelse.

»Vi er skuffede over resultatet af den indledende høring og beslutningen om at anklage Shell og dets tidligere medarbejdere. Vi tror, at dommerne vil konkludere, at der ikke er nogen sag mod Shell eller dets tidligere medarbejdere,« skriver selskabet i en meddelelse.

BRANCHENYT
Læs også