Milliardinvestoren Kirkbi leder forgæves efter gode købsmuligheder
Prisen på danske virksomheder er presset op, og det er svært at finde investeringer, der hænger sammen. Det synes pengetanken Kirkbi, der ellers gerne vil skyde store penge i adskillige nye virksomheder.
Milliarderne hober sig op i Lego-familiens pengetank Kirkbi, men det er svært at finde steder at skyde de tålmodige og risikovillige penge hen.
Priserne hænger ikke helt sammen, siger Kirkbis investeringschef Thomas Lau Schleicher.
»Generelt er det svært at komme ind i større investeringer i øjeblikket til fornuftige penge. Det gælder både store unoterede virksomheder og børsnoterede virksomheder,« siger Thomas Lau Schleicher.
Han er fortrøstningsfuld og tror, at Kirkbi ved at være opsøgende og aktive i markedet og grundigt analysere de muligheder der er, nok skal finde noget.
Men lige i øjeblikket ville pengetanken faktisk gerne skyde betydelige millionbeløb ind i virksomheder, der kan bruge en betydelig, tålmodig og aktiv aktionær - sådan som Kirkbi er det i Falck, ISS, brandsikkerhedskoncernen Minimax Viking og for nylig blev det i Nilfisk.
»Det giver absolut mening for os at have en meget fokuseret portefølje, hvis vi på langt sigt skal være en aktiv og ansvarlig ejer i virksomheder, for vi er kun et begrænset antal mennesker. Lige nu har vi fire store long-term equity investeringer (langsigtede investeringer, red.), og vi vil gerne have nogle flere. På sigt er vi nok gearet til at have 8-10 stykker,« siger Thomas Schleicher.
De såkaldte longterm investments er investeringer i størrelsen 100-650 mio. euro, altså mellem ca. 750 og 4,8 mia. kr. Det, der skal kendetegne virksomhederne, som Kirkbi går efter, og som kendetegner både ISS, Falck, Minimax Viking og Nilfisk, er, at de er store i deres marked.
»Det er virksomheder, der enten er førende inden for deres felt eller har potentiale til at blive det, og det er virksomheder, der forventes at vokse mere end deres marked,« siger Thomas Schleicher.
Fordi Kirkbi-pengene kommer fra Lego-koncernen, er der desuden nogle kraftige hegnspæle, der ikke kan overskrides. I første omgang er der en negativliste med virksomheder inden for f.eks. våben, tobak og pornografi.
»Vi har en investeringsportefølje på over 50 mia. kr., og det er vigtigt, at ingen af de penge ender i investeringer, der kan have en negativ afsmittende effekt på Lego-koncernens, Legolands eller på familiens omdømme,« siger Kirkbis investeringschef.
Kirkbi arbejder i disse år med at systematisere pengetankens ambition om kun at deltage i ansvarlige investeringer. Det betyder bl.a., at Kirkbi overvejer at skrive under på og dermed forpligte sig til FN's Global Compact-regelsæt.
| Mia. kr. | 2016 | 2015 | 2014 | 2013 | 2012 |
|---|---|---|---|---|---|
| Resultat efter skat | 13,3 | 13,4 | 10,8 | 9,2 | 7,7 |
| Aktiver | 85,7 | 75,5 | 59,9 | 48,1 | 40,1 |
| Afkast (pct.) | 17,8 | 21,9 | 22,1 | 23,1 | 23,6 |
