Dansk restaurant fik fornem kåring: Mangedobler nu overskuddet
Era Ora, der er verdens bedste italienske spisested uden for Italien, har offentliggjort sit bedste regnskab i nyere tid.
De gode nyheder har i 2017 stået i kø for at afløse hinanden for restauranten Era Ora i København.
Først blev restauranten igen tildelt en Michelin-stjerne, dernæst blev den kåret som verdens bedste italienske spisested uden for Italien, og nu har Era Ora offentliggjort sit største overskud i nyere tid.
Restauranten, der blev stiftet i 1983, kom ud af regnskabsåret 2016/2017 med et overskud efter skat på knap 1 mio. kr. Det er næsten fem gange så godt som året forinden.
Med til historien hører, at selskabet Era Ora ApS har solgt restauranten L’Altro i regnskabsåret for et millionbeløb.
Det nye regnskab går fra perioden den 1. juli 2016 til den 30. juni 2017. Da Era Ora først i oktober modtog den fornemme kåring som verdens bedste italienske restaurant uden for Italien af det gastronomiske magasin Gambero Rosso, har en eventuel større tilstrømning af kunder endnu ikke slået igennem i restaurantens offentliggjorte regnskaber.
I forbindelse med kåringen i oktober skrev Era Oras ejer og direktør, Elvio Milleri, på Facebook, at det er »det største, vi har opnået i vores 34 år. Tak til alle jer, der troede på denne italienske drøm i Danmark«.
Han åbnede Era Ora i 1983 sammen med sin kone, Edelvita Santos da Silva. Deres søn Michel Santos Milleri er restaurantchef i Era Ora, som i 1997 fik sin første Michelin-stjerne. Den stjerne har restauranten holdt fast i lige siden.


