Fortsæt til indhold

Vestas redder datterselskab med 2 mia. kr.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Vestas har af tre omgange i 2017 måtte komme datterselskabet Wind Power Invest til undsætning med en samlet kapitalforhøjelse på 2,2 mia. kr. Pengene skal bruges til at dække tab og retablere egenkapitalen.

Det skriver dagbladet Børsen.

Wind Power Invest har i perioden 2010-2016 akkumuleret et tab på 1,99 mia. kr. Det er uvist, om tabene er fortsat i 2017.

Ifølge Vestas er kapitalindførelsen gennemført, for at selskabet kan leve op til lovgivningskrav om kapitalisering.

- Der er tale om kapitalisering og retablering af egenkapital som følge af forskellige kapitalbehov, herunder blandt andet nedskrivninger og tab i datterselskaber, som har været reflekteret i koncernregnskabet for 2015 og 2016, siger Anders Riis, Vestas' pressechef, til dagbladet Børsen.

De to største aktiviteter i Wind Power Invest, som Vestas har dedikeret til såkaldte "Special Projects", er selskaberne Wind 30 og Wind 31, der har ejet andele af en række vindmølleparker i Central- og Østeuropa.

Artiklens emner
Vestas
Wind Power Invest