Fortsæt til indhold

Danske medarbejdere er blandt de gladeste i verden

Danskere går ofte på arbejde med et smil på læben. Det viser en ny global undersøgelse, der måler danskernes arbejdsglæde til at være den tredjestørste i verden.

Erhverv

I år kunne Danmark ikke bryste sig af titlen som verdens lykkeligste land - den hæder gik i stedet til vores norske naboer.

Til gengæld er vi nogle af dem, der er gladest for at gå på arbejde. Det viser en ny undersøgelse på tværs af 42 lande fra konsulentvirksomheden Ennova.

Undersøgelsen fastslår, at arbejdsglæden i Danmark er den tredjestørste i verden, og at det skyldes, at vi i Danmark generelt føler, at vi har spændende jobs.

Ennovas adm. direktør, Thomas Vestergaard, mener, at den høje arbejdsglæde er et resultat af generelt gode rammer for danske medarbejdere og danske arbejdsgiveres reelle interesse i at skabe interessante og spændende jobs.

»Det er vigtigt for danske medarbejdere, at der er et formål med deres job, og at de bidrager til noget større end blot deres egen leverance. Og det er danske virksomheder gode til at imødekomme,« siger Thomas Vestergaard, adm. direktør i Ennova.

I årets undersøgelse er danskernes tredjeplads overgået af Mexico og og Indien, der også indtog de første to pladser ved sidste års undersøgelse. Det er til trods for, at arbejdslivet i de to lande ligger meget langt fra det danske arbejdsmodel.

»Både Mexico og Indien oplever stor økonomisk vækst, og det ser ud til at smitte af på medarbejdernes arbejdsglæde. Væksten skaber jo en optimisme, som mærkes på arbejdspladserne. Desuden ligger Mexico nummer to på The Happy Planet Index, og arbejdsglæde og generel glæde er jo ikke helt uforenelige størrelser,« siger Thomas Vestergaard.

Hos Dansk Industri glæder man sig over den positive stemning på de danske arbejdspladser.

»I DI er vi glade for at Danmark ligger højt på arbejdsglæde. Arbejdsglæde skaber øget engagement og motivation, sygefraværet falder, og et firma, der har et godt ry har også lettere ved at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere. Alt sammen er med til at skabe stærke og produktive virksomheder, som kan levere løsninger i verdensklasse,« siger chef for ledelsesudvikling i Dansk Industri, Kinga Szabo Christensen,

Undersøgelsen har også taget temperaturen på ledelseskvalitet på de danske arbejdspladser, hvor Danmark ikke ligger i top, men placerer sig noget længere nede på en global 11.-plads.

»Det skyldes formentlig, at danske ledere simpelthen har for lidt tid til ledelse. Mange medarbejdere efterspørger retning og sparring, men en del ledere er efter nedskæringer og effektiviseringer selv endt med mange driftsopgaver på bordet,« siger Thomas Vestergaard, adm. direktør i Ennova.

Men ifølge Dansk Industri handler det ikke kun om lederens eventuelle mangel på tid. Det handler i lige så høj grad om lederens evne til rent faktisk at være en dygtig leder, siger DIs Kinga Szabo Christensen:

»Vi ved fra vores medlemsvirksomheder, at mange ledere i dag stadig udpeges blandt de fagligt stærkeste – men der skal ofte skiftes gevaldigt ud i værktøjskassen, når du bliver leder. Du skal nu ikke længere være den dygtige specialist, men i stedet arbejde med at skabe resultater gennem andre.«

Det kræver blandt andet, at lederen er i stand til at motivere, sætte rammer, give feedback, skabe tillid og tage hånd om de konflikter og problemer, der opstår. Udvikling af ledere – som ledere – er derfor lige så vigtigt som udvikling af medarbejderne og de faglige kompetencer, lyder budskabet fra Dansk Industri.

Artiklens emner
Ennova