Erhverv

Medie: Dansk møbelforretning er begæret konkurs

Den danske møbelforretning Biva bliver tilsyneladende nødt til at dreje nøglen om for anden gang på få år.

Møbelforretningen Biva er bukket under.

Biva, en af Danmarks kendte møbelforretninger, er angiveligt bukket under.

Sø- og Handelsretten har erklæret kæden konkurs d. 28. december, skriver Ekstra Bladet og Berlingske.

Det er ikke første gang, Biva er gået konkurs. De fusionerede butikskæder Biva og Tæppeland bukkede i 2013 under efter længere tids krise. Bivas adm. direktør Jesper Jørgensen og kommerciel chef Rune Furbo købte efterfølgende rettighederne til Biva-brandet for at puste nyt liv i virksomheden.

Duoen valgte at introducere Biva som netbutik - men uden varehuse i mursten.

Det nye Biva har endnu ikke offentliggjort sit regnskab for regnskabsåret 2016/2017, men i det seneste regnskabsår tyngede et underskud på 1,3 mio. kr. negativ egenkapital på 1,1 mio. kr.

Resultatet var ifølge ledelsen en konsekvens af en ambitiøs vækststrategi, hvor omsætningen blev mere end tredoblet på et år.

Jimmy Maymann-Holler, der er tidligere chef for det amerikanske internetmedie Huffington Post, ejer ifølge CVR knap halvdelen af møbelkæden.

Aktionærkredsen tilførte i oktober sidste år 1,3 mio. kr. i ny kapital og 1,4 mio. kr. i langfristede lån til Biva-koncernen.

Læs også