Erhverv

Topchef og hans familie omkom under flyulykke nytårsaften

Richard Cousins var direktør for et af verdens største cateringfirmaer.

Australsk politi og efterforskere sejler ud for at besigtige stedet, hvor et fly med seks passagerer styrtede ned søndag aften omkring 50 kilometer fra den australske by Sydney. Foto: Rick Rycroft

De var på vej fra Jerusalem til den australske by Sydney, da tragedien indtraf for en britisk familie nytårsaften.

I flyet sad blandt andet den 58-årige topchef Richard Cousins, der i de seneste 11 år har stået bag et af verdens største cateringfirmaer, Compass Group, der bringer ud i omkring 50 lande.

Finansmanden var på tur med sin forlovede, Emma Bowden, hendes 11-årige datter samt hans egne to sønner på 25 og 23 år.

Hele familien blev dræbt, da flyet styrtede ned omkring 50 kilometer nord for Sydney, skriver BBC.

Også den australske pilot Gareth Morgan omkom under ulykken.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede styrtet, og ifølge efterforskerne kan det tage flere måneder, før der kommer overblik over sagen.

Compass Group har udsendt en meddelelse, hvor firmaet udtrykker »dyb sorg og chok« over nyheden.

Richard Cousins havde planlagt at træde tilbage fra sin direktørstilling i marts og gå på pension i september, skriver CNN.

Læs også