Erhverv

Café kæmper for at beholde sit velkendte navn

Den københavnske Café Obelix blev dømt til at skifte navn og betale en erstatning på 600.000 kr. Men caféen har nu anket dommen.

Café Obelix var efter en dom i Sø- og Handelsretten tvunget til at skifte navn inden den 19. februar. Men nu har caféen anket dommen og kan beholde navnet mindst indtil der er faldet dom i Østre Landsret. Foto: Linda Johansen

Café Obelix i København kommer ikke til at ændre navn uden kamp.

For caféen har anket den dom, Sø- og Handelsretten afsagde for knap en måned siden. Dommen lød på, at Café Obelix havde misbrugt rettighederne til tegneseriefigurerne Asterix og Obelix, som er ejet af et fransk forlag.

Derfor skulle Café Obelix ifølge dommen have nyt navn, betale en erstatning på 600.000 kr., opgive sit internetdomæne og droppe sine sider på Facebook og Instagram.

Men det kommer ikke til at ske i denne omgang, fortæller advokat Gitte Løvgren Larsen fra Sirius Advokater, som har repræsenteret Café Obelix i sagen.

»Vi har anket afgørelsen til Østre Landsret, fordi vi mener, at dommen var forkert, og at landsretten dermed vil komme frem til et andet resultat,« siger hun til Finans.

Gitte Løvgren Larsen håber på en afgørelse i Østre Landsret inden for det næste år.

Hendes modpart i sagen har en tro på, at Østre Landsret vil komme frem til samme afgørelse som Sø- og Handelsretten.

»Vi havde håbet, at denne sag kunne afsluttes ved Sø- og Handelsretten, hvor vi jo i øvrigt vandt klart. Men nu går vi seriøst til sagen i Østre Landsret og føler os sikre på, at man her vil komme frem til det samme resultat,« siger John Kahlke fra advokatfirmaet Koch/Christensen, der repræsenterer det franske forlag Albert René i sagen.

Café Obelix har været på beliggende på Vesterbro Torv i København siden 1993 og har siden 2009 været drevet og ejet af Investeringsselskabet af 1. juli 2008 ApS.

Ifølge selskabet havde den tidligere ejer af caféen i 1993 fået tilladelse af Gutenberghus Forlaget til at bruge Obelix-navnet og billeder af figuren.

Samtidig krævede selskabet frifindelse, fordi det franske forlag ifølge café-ejeren har udvist passivitet og først for et år siden gjorde opmærksom på krænkelsen af rettigheder, stod der i domsdokumentet i december.

Sø- og Handelsretten var dog af en anden mening og lagde i sin dom vægt på, at Café Obelix ikke har bevist »at have nogen form for adkomst til sin udnyttelse af Albert Renés rettigheder«.

Læs også