Erhverv

Nyhed: Lars Marcher støber fremtidens kugler for Ambus toprival. Nyhed: Dom bremser lukrativ skattefinte for arvinger. Nyhed: Jesper Buch køber sig ind i børnetøjsforhandler. Analyse: Dette er finansmarkedets største frygt lige nu.

Skandaleramt oliefirma betaler 18 mia. kr. for at lægge låg på sag om korruption

En gruppe investorer får 18 mia. kr. i et gigantisk forlig med brasilianske Petrobras.

Det brasilianske olieselskab Petrobras, her illustreret ved en boreplatform i bugten ved Rio de Janeiro, er centrum i en af de største korruptionsskandaler verden har set.  Foto: Douglas Engle/AP

Et af verdens største selskaber målt på omsætning, brasilianske Petrobras, betaler ca. 18 mia. kr. til en række investorer, der gennem et gruppesøgsmål i USA har sagsøgt virksomheden. Det skriver internationale medier, herunder Reuters.

Det delvist statsejede brasilianske olieselskab Petrobras beskyldes af investorerne for at have begået korruption. Og flere ledende medarbejdere har da også fortalt, hvordan de modtog bestikkelse for at give kontrakter til bestemte entreprenører.

Derudover har en række offentlige embedsmænd været indblandet, ligesom skandalen involverer to tidligere præsidenter, Dilma Rousseff og præsident Lula Da Silva. Sidstnævnte, der af Barack Obama blev kaldt verdens mest populære politiker, blev i sommer idømt ni et halvt års fængsel for korruption og hvidvask.

Investorerne bag gruppesøgsmålet havde investeret i andre selskaber, som, de mener, mistede ordrer på grund af Petrobras' metoder.

Nu har parterne altså indgået et forlig, hvor investorerne får 2,95 mia. dollars, men uden at Petrobras kommer med indrømmelser.

Petrobras omsætter for over 80 mia. dollars årligt - svarende til ca. 500 mia. kr. - og det giver selskabet en plads som nummer 75 på Fortunes "Global 500"-liste over verdens største selskaber. Og det 11. største energiselskab. Men den lave oliepris har gjort ondt, og for bare fem år siden lå man nummer 23 i verden.

Læs også