Kryptovaluta gør iværksætteren Chris Larsen til en af verdens rigeste
Chris Larsens bedsteforældre kom fra en lille by uden for Aarhus. Nu er han blevet ufatteligt rig på kryptovalutaen ripple.
I 2015 mødte Finans en amerikaner med danske aner på en lille café i København. Chris Larsen hed han. En direktør fra Californien, der var i Danmark for at promovere et nyt system, der gjorde det muligt at overføre penge til udlandet uden ventetid og høje omkostninger.
Målet var at bryde bankernes monopol. I dag er Chris Larsen ikke længere direktør i virksomheden Ripple Labs. Han er bestyrelsesformand. Og så er han blevet en af verdens allerrigeste. Ikke kun på grund af det førnævnte system, men på grund værdistigningen i den kryptovaluta, som Ripple Labs også står bag.
Det betyder ifølge Forbes, at Chris Larsen netop nu blander sig på listen mellem klodens absolut rigeste hoveder.
Mens de fleste efterhånden har hørt om bitcoin og ethereum, der i 2017 eksploderede i værdi, var der faktisk fem kryptovalutaer, der steg mere. Og den mest stigende overhovedet var, ifølge The Atlas, kryptovalutaen XRP, også kaldet ripple.
I 2017 øgede ripple sin værdi med intet mindre end 36.018 pct. I januar 2017 kostede den blot 0,006 dollars. Nu koster den 2,9 dollars. Med den enorme værdistigning er ripple blevet den kryptovaluta, der har den næsthøjeste markedsværdi (knap 700 mia. kr.), kun overgået af bitcoin.
Chris Larsen har knap 5,2 mia. ripples i sin private beholdning. Samtidig ejer han 17 pct. af selskabet Ripple Labs. Tilsammen betyder det, ifølge Forbes, at Chris Larsens formue bør opgøres til 39,9 mia. dollars - et beløb, der svarer til ca. 246 mia. kr. (Siden Forbes lavede sin opgørelse, er ripples værdi steget yderligere, og den stigning har Finans medregnet)
Det betyder ifølge Forbes’ egen liste over USA’s rigeste personer, at den forholdsvis ukendte Chris Larsen netop nu er nummer 14. Og - hvis man følger Bloombergs liste over verdens rigeste - er han den 21. rigeste på kloden. Rigere end folk som Michael Dell, Elon Musk og mere end dobbelt så velhavende som Danmarks rigeste, Lego-overhovedet Kjeld Kirk Kristiansen.
Chris Larsen er født i 1960 og står bag en stribe teknologi-startups i Californien, hvor han er født. I 1996 var han med til at grundlægge den digitale långiver E-loan, der gik på børsen i 1999. Chris Larsens bedsteforældre kom fra en lille by uden for Aarhus, og han har tidligere studeret i København.