Erhverv

Nu kører hver anden solgte bil i Norge på strøm

Det norske salg af hybrid- og elbiler spurter af sted.

Foto: Jan Woitas/AP

El- og hybridbilerne har god fart på i Norge, hvor listen over bilmodeller med størst salgsfremgang var stort set uden diesel- og benzinbiler i 2017. Bilsalget nåede det højeste niveau siden 1986, og over halvdelen af de solgte biler var enten hybrid- eller elbiler.

Det skriver det norske medie E24. Ser man på listen over de bilmodeller, der havde størst salgsfremgang i Norge i 2017, skal man helt ned på en 14. plads for at finde en bil, der udelukkende kører på brændstof; nemlig en Volvo V90 diesel.

Disse biler havde størst salgsfremgang i 2017 i Norge:

  1. Volkswagen e-Golf, strøm
  2. BMW i3, strøm
  3. Toyota Rav 4, hybrid
  4. Tesla Model X, strøm
  5. Mitsubishi Outlander, plugin-hybrid
  6. Toyota Yaris, hybrid
  7. Tesla Model S, strøm
  8. Nissan Leaf, strøm
  9. Volkswagen Passat, plugin-hybrid
  10. Toyota Auris, hybrid
  11. Toyota C-HR, hybrid
  12. Mercedes-Benz GLC, plugin-hybrid
  13. Renault Zoe, strøm
  14. Volvo V90, diesel
  15. Volkswagen Golf, plugin-hybrid

Kilde: OFV

»Det er ganske exceptionelt, faktisk, når vi sammenligner Norge med resten af verden. Vi ligger ca. 10 år foran resten af verden,« siger Øyvind Solberg Thorsen, der er direktør i Oplysningsrådet for Vejtrafikken (OFV), til E24.

Norge har haft stor succes med at få el- og hybridbiler på vejene, bl.a. ved at lade elbiler parkere gratis og fritage dem for både moms og afgifter. En dyr løsning, og derfor diskuterer man også, om reglerne skal laves om. Men målet er, at al nybilssalg skal være elbiler i 2025.

I Danmark var der i 2015 begyndt at komme gang i salget af elbiler, hvor 4.329 af slagsen blev solgt. Men så blev afgifterne hævet, og siden er salget dykket til en sjettedel.

Læs også