Serier

Nyt dansk ur-mærke skyder salget i gang i 14 lande

To danske iværksættere har forladt jobbet hos McKinsey og The Hut Group i jagten på eget væksteventyr drevet af ure med historie og skandinavisk design.

I McKinsey-land
»Langt de fleste folk går med ure, men det er meget sjældent, at folk har en unik historie omkring det produkt, de har på deres håndled. Det er noget, vi gerne vil ændre,« siger adm. direktør for Nordgreen, Pascar Sivam. Fra venste: Vasilij Brandt, Jakob Wagner og Pascar Sivam. Foto: Anne-Sophie Hermans

Det nyklækkede danske ur-brand Nordgreen solgte sit første ur i går. Alligevel kan virksomheden allerede bryste sig af mere end 25 medarbejdere, der arbejder på højtryk ud af virksomhedens loftslokaler i Købmagergade i København.

Målet er at forvandle forretningen til det næste store skandinaviske ur-drevne væksteventyr i Skagens, Berings og Daniel Wellingtons fodspor. Og planen er lagt: Urene skal sælges på københavnsk minimalisme og bæredygtige værdier.

»Nordgreen er det, vi kalder et fashion-ur-brand. Det vil sige, at vi ligger i et prissegment, der hedder 100-300 dollars. I samme segment som f.eks. Skagen og Daniel Wellington,« siger medstifter og adm. direktør Pascar Sivam og fortsætter:

»De fleste andre brands i det her fashion-segment bygger på sådan nogle vilde lifestyle-historier, hvor folk står på toppen af et bjerg i solnedgang og tager en selfie osv. Vi bygger mere på det autentiske københavner-liv med et ungt twist.«

Vi er efter den klassiske jyske fordom. Vi brugte begge vores første bonus fra vores første job efter universitetet på et dyrt ur. Så Nordgreen er en kombination af passion og forretningsmuligheder.

Vasilij Brandt, Medstifter og Vækstdirektør

Efter fem måneders forberedelse er de to stiftere, Pascar Sivam og Vasilij Brandt, endelig klar til at trykke på knappen, efter at salg og markedsføring i går blev skudt i gang via Kickstarter. På blot to timer nåede de i mål og indsamlede 100.000 kr. I dag har de solgt ure for 170.000 kr. på 18 timer.

I februar er planen at udvide forretningen til 14 forskellige lande via deres egne lokale hjemmesider med stort fokus på lokal markedsføring.

»Ofte vil et start-up begynde i Danmark og så rykke til Sverige, hvis det gik godt. Så Norge, Tyskland, England osv. Vi prøver at køre ud i hele verden på én gang via vores e-platform,« siger adm. direktør Pascar Sivam.

De to iværksættere, der har lagt jobs hos McKinsey og The Hut Group bag sig for at satse på eget iværksætteri, er desuden gået langt i konceptudviklingen for at tilføre Nordgreen-urene og kundernes håndled en god historie. Derfor sælges hvert ur med et serienummer på bagpladen, der giver mulighed for at støtte en god sag.

»Vi prøver også at bygge historie ind i alle vores ure. Et ur giver en måneds uddannelse til et barn i Indien, to måneders rent vand til en person i Centralafrika eller 200 kvm. bevaret regnskov i Latinamerika,« siger Pascar Sivam.

Bag urenes udtryk står den danske designer Jakob Wagner, der udover at være fast udstillet på MoMA også har designet for store danske mærker som B&O, Muuto, HAY og Alessi.

»Jakob Wagner har f.eks. designet Bang & Olufsens høretelefoner, der har mange små, elegante detaljer, og det samme har vi haft behov for i vores ure. Et ur er en anden størrelse end et normalt dansk designermøbel, og det er noget, Jakob har enormt meget erfaring med,« siger medstifter og vækstdirektør, Vasilij Brandt.

Læs også