Erhverv

Dansk tomatkonge bliver Europas største cannabis-producent

Gartneriet Alfred Pedersen & Søn indgår samarbejde med canadisk koncern og bliver Europas største producent af medicinsk cannabis.

Danmarks ukronede tomatkonge Mads Pedersen har indgået en stor canabis-aftale. Foto: Benjamin Nørskov

Den fynske tomatkonge Mads Pedersen har indgået aftale med den børsnoterede canadiske koncern Aurora om produktion af medicinsk cannabis.

Aftalen indebærer, at Mads Pedersens virksomhed, gartneriet Alfred Pedersen & Søn, bliver Europas største producent af medicinsk cannabis. Det oplyser de to parter i en pressemeddelelse.

Mads Pedersen har sammen med Aurora etableret selskabet Aurora Nordic Cannabis, som nu går i gang med at opføre »højteknologiske dyrkningsfaciliteter« nær Odense. Efter to til tre år vil de nybyggede og fuldt automatiserede faciliteter omfatte omkring 93.000 kvadratmeter inklusive væksthuse. Når anlægget står færdigt vil det generere 50 - 150 arbejdspladser.

Gartneriet Alfred Pedersen & Søn har hidtil primært været kendt som Danmarks i særklasse største tomatproducent, der blandt andet sælger under det kendte varemærke "Katrine & Alfred".

Alfred Pedersen & Søn ApS.
  • Gartneriet blev grundlagt i 1948 af Katrine og Alfred Pedersen og ejes i dag af deres søn Mads Pedersen.
  • Gartneriet producerer årligt 15.000 tons tomater og har 260.000 kvm. drivhuse, hvoraf halvdelen er placeret ved hovedkontoret nær Odense og halvdelen i Sydsverige.
  • Gartneriet leverer omkring 45 pct. af alle dansk producerede tomater og er især kendt for varemærket "Katrine & Alfreds". Gartneriet producerer også agurker og peberfrugter.

Aurora er en børsnoteret canadisk koncern, der er verdens næststørste producent af medicinsk cannabis. Produktion af cannabis har de seneste år udviklet sig til en milliardforretning i Canada og USA, hvor lovgivningen omkring brugen af cannabis gradvist lempes. En række børsnoterede canadiske cannabis-selskaber oplevede i 2017 eksplosive kursstigninger.

Aktiekursen på Aurora Cannabis Inc. er de seneste to måneder steget 315 pct.!

Danmark har fra 1. januar i år indført en forsøgsordning, som åbner mulighed for, at virksomheder som Alfred Pedersen & Søn kan producere cannabis til medicinsk brug.

Forsøgsordning for cannabis

1. januar 2018 indføres en forsøgsordning for medicinsk cannabis.

Ordningen løber i fire år.

Ordningen administreres af Lægemiddelstyrelsen, der udsteder tilladelse til fremstilling af medicinske cannabisprodukter. De virksomheder, der søger om tilladelse til at importere eller fremstille cannabisprodukter, vil blive inspiceret af Lægemiddelstyrelsen.

Parallelt med med dette etableres en udviklingsordning for virksomheder, der vil dyrke cannabis, som er egnet til medicinsk brug. Også i denne ordning er det Lægemiddelstyrelsen, der inspicerer og udsteder tilladelser til de virksomheder, der søger om godkendelse.

Medicinske cannabisprodukter anvendes blandt andet til at dæmpe smerter og spasmer. Produkterne kan blandt andet anvendes af patienter, der lider af multipel sklerose samt patienter i kemoterapi.

Mads Pedersen har gennem lang tid arbejdet på at forhandle samarbejdsaftalen med Aurora på plads og er stolt over, at det nu er lykkedes.

»Aurora har stort fokus på innovation og kvalitetsprodukter, og det passe præcist til vores dna hos Alfred Pedersen & Søn. Det har været helt afgørende for vores valg af samarbejdspartner, at vi altid kan garantere kvaliteten og troværdigheden i vores produkter. Samtidig har vi i Aurora en partner, som kan hjælpe os med at bygge Europas førende cannabis-virksomhed,« siger Mads Pedersen.

Planen er, at den kommende produktion ved Odense både skal forsyne det danske hjemmemarked og samtidig bruges som platform for at etablere en eksport til resten af Europa.

Andre europæiske lande er også så småt begyndt at åbne for brug af cannabis til medicinske formål, men Danmark er i kraft af den aktuelle forsøgsordning et af de lande, der er længst fremme på området. Mads Pedersen venter, at denne forspring kan blive guld værd på eksportmarkederne i Europa, hvor de danske producenter kan nå at etablere sig med salg, inden en lokal produktion kommer i gang.

Mads Pedersen, der ejer Alfred Pedersen & Søn, får 49 pct. af aktierne i det nye selskab. Aurora får de øvrige 51 pct.

Også Møllerup Gods på Djursland har for nylig indgået samarbejde med en af de helt store canadiske cannabisproducenter, Canopy Growth. Sammen har de to parter stiftet selskabet Spectrum Cannabis Denmark, som vil etablere et anlæg på 40.000 kvadratmeter inklusive 30.000 kvadratmeter drivhuse. Dette anlæg ventes at kunne generere en omsætning i niveauet 500 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også