Erhverv

Fremtidens bil kommer måske fra Kina - med underholdning til alle

En ny bilmodel fra Kina fokuserer på, hvad vi skal lave i bilen, når bilen kan køre selv. Tidligere topfolk fra BMW, Tesla og Apple står bag.

En kæmpe skærm skal sørge for underholdning til alle passagerer. Ved hjælp af ansigtsgenkendelse vil bilen kunne fylde skærmen med hver persons ønsker og tidligere indstillinger automatisk. Foto: PR

Hvad skal vi lave, når bilerne bliver selvkørende? Hvad med at se din favorit-serie på en gigantisk skærm, der hvor der plejer at være et instrumentbræt?

Kinesiske Byton er braget ind på autoscenen med elbilen Concept, der netop har fået sin debut på den store amerikanske elektronikmesse CES. For mens bilen udefra ikke ser specielt futuristisk ud, er der tænkt nyt på indersiden af bilen. Det skriver Engadget.

Byton har forsøgt at bygge en bil, der er tilpasset en fremtid, hvor bilerne vil kunne køre selv. Jo, der er et rat i bilen – med en syv-tommer touchskærm indbygget – men det er den 40 tommer store bredskærm lige under forruden, der løber med opmærksomheden.

Bagsædepassagererne har også en mindre skærm hver, men tanken er, at de skal se med på den store skærm foran. De to sæder forrest – der mere ligner lænestole – kan nemlig drejes og skubbes lidt ud til siden.

Byton er et nyt selskab, men med en ledelse, der har en fortid hos firmaer som BMW, Tesla og Apple. Det er dog ingen garanti for, at bilen overhovedet kommer i serieproduktion. Men går det, som Byton selv forventer, vil Concept-bilen være klar til det kinesiske marked i løbet af 2019 og til salg i resten af verden i 2020.

Bilen vil komme med selvkørende teknologi på niveau 3, altså der hvor man som chauffør skal være klar til at overtage rattet når som helst. Men i 2021 vil en opdatering af softwaren gøre bilen fuldt selvkørende, lyder løftet fra Byton. Prisen bliver 280.000 kr. – før danske afgifter.  

Udover tanken om at underholde alle i bilen adskiller Concept sig også fra nutidens biler ved at bruge kameraer i stedet for side- og bakspejle. Dørhåndtag og nøgler er også afløst af kameraer på bilens sider og i kabinen, som vil genkende sine ejere – ligesom den nyeste iPhone.

Rækkevidden bliver 400 km i basismodellen, som får 272 hestekræfter, mens topmodellen skulle kunne køre 520 km mellem opladningerne og sparke godt fra sig imens med 476 hestekræfter. Ifølge Byton vil batterierne kunne lades op med lynopladere, der hælder 80 pct. af kapaciteten ind på 35 minutter.

Om Bytons Concept bliver til andet end en konceptbil, vil vise sig i løbet af de næste to år. Men generelt er der i Kina kommet en kæmpe underskov af producenter af elbiler, hjulpet på vej af en meget elbils-venlig politik fra styrets side. Der kører i dag flere elbiler i Kina end i USA og Europa tilsammen.

Læs også