Erhverv
0

Biva blev reddet i sidste øjeblik: Lukker nu butikker

Biva er nødt til at sadle om, siger ny ejer. Det koster møbelhuse livet.

På sit højeste var Biva Danmarks største enkeltejede møbelkæde med butikker over hele landet. Det er længe siden. Screenshot.

Den kriseramte møbelkæde Biva blev kort før nytår reddet fra en konkurs i sidste øjeblik.

Nu lukker den nye ejer Bivas møbelhuse i Aalborg og Fredericia og beholder kun selskabets showroom i Brøndby. Dermed er planen om flere butiksåbninger rundt om i landet også skrottet.

I stedet vil Biva satse på onlinesalg gennem Biva.dk.

Den nye ejer og direktør, Carsten Blom-Hanssen, siger til nyhedsmediet Aalborg.nu, at Biva er nødt til at sadle om og agere efter den måde, som kunderne handler på.

»Udgifterne ved at holde de fysiske butikker kørende er alt for høje i forhold til omsætningen,« siger han.

På sit højeste var Biva Danmarks største enkeltejede møbelkæde med butikker over hele landet. Men efter nogle tumultariske år med ejerskifte og forliste vækstplaner gik møbelkæden i juni 2013 konkurs.

Året efter blev rettighederne til Biva-navnet købt af de to tidligere butikschefer Jesper Jørgensen og Rune Furbo. De lancerede et nyt Biva som netbutik og føjede møbelhuse i Brøndby, Fredericia og Aalborg til.

Siden kom nye medejere til, men heller ikke de kunne gøre Biva til en god forretning. Derfor blev Biva kort før nytår begæret konkurs. Carsten Blom-Hanssen kom kæden til undsætning.

Han var i sin tid med til at stifte tøjkometen Boozt.com og har også været salgsdirektør i Berlingske.

»Jeg synes, at Biva har et fantastisk brand og ser nogle store muligheder i at accelerere den digitale udvikling, som de tidligere ejere fik iværksat,« sagde Carsten Blom-Hanssen til Finans i forbindelse med overtagelsen af Biva.

BRANCHENYT
Læs også