Erhverv

Mærsk i historisk satsning: Stifter nyt selskab

Den danske rederigigant A.P. Møller-Mærsk stifter sammen med IBM et nyt selskab, der skal skabe en platform for fremtidens verdenshandel.

I samarbejde med amerikanske IBM har Mærsk stiftet et nyt selskab – endnu uden navn - der ved hjælp af den såkaldte blockchain-teknologi skal forbedre den globale handel.

Danmarks suverænt største virksomhed målt på omsætning, A.P. Møller-Mærsk, kaster sig nu ud i et nyt, storstilet projekt, der skal være med til at tegne fremtidens verdenshandel.

I samarbejde med amerikanske IBM har Mærsk stiftet et nyt selskab – endnu uden navn - der ved hjælp af den såkaldte blockchain-teknologi skal forbedre den globale handel. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Allerede i oktober kunne Finans fortælle, at Mærsk og IBM var i gang med at udvikle det digitale kæmpeprojekt. Og nu har parterne så løftet sløret for, at satsningen samles i et nyt selskab, der får hovedsæde i New York.

Maersk Lines tidligere amerikanske chef, Michael J. White, bliver adm. direktør for selskabet.

Ifølge IBM kan der spares op imod 200 mia. kr. i den globale forsyningskæde, hvis det lykkes at skabe en fælles handelsplatform for shippingindustrien. Det skyldes, at man bl.a. kan digitalisere stempler, underskrifter, scanninger, postforsendelser og skriftlig kommunikation, som i dag fordyrer globale forsendelser betragteligt.

Den nye platform, som A.P. Møller-Mærsk kommer til at eje 51 pct. af (IBM sætter sig på 49 pct.) skal være åben for alle aktører i verdenshandlen. Idéen med at bruge blockchain-teknologien er, at al data på platformen således er krypteret.

På den måde undgår man fusk med fragtpapirer, brudte aftaler og spionage.

Mærsk fragtede sidste år 10,4 mio. containere og har således også udsigt til store besparelser, hvis den nye platform bliver en succes. Samtidig kan platformen blive en lukrativ forretning for både Mærsk og IBM, vurderer en række industriaktører over for Finans.

På verdensplan bliver der hvert år fragtet varer til en værdi af 24.500 mia. kr. Cirka en femtedel af transportomkostningerne går til administration. Det er den enorme økonomiske byrde, som Mærsk og IBM vil forsøge at reducere.

»Dette nye selskab markerer en milepæl i vores strategiske indsats for at drive digitaliseringen af den globale handel. Potentialet i at tilbyde en neutral og åben digital platform, hvor man sikkert og nemt kan udveksle information, er enormt, og alle spillere på tværs af værdikæden kan drage fordel af det,« udtaler Vincent Clerc, kommerciel direktør i Maersk Line og formand for det nye selskab, i pressemeddelelsen.

Planerne om en fælles handelsplatform skal godkendes af konkurrencemyndighederne. Sker det, forventer Mærsk og IBM at lancere den inden for seks måneder.

Hvor meget duoen har investeret i platformen er hemmeligt.

Flere store virksomheder, heriblandt General Motors og Procter & Gamble, har ifølge Mærsk allerede vist interesse for den digitale løsning.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også