Erhverv

Lego stopper ejerskab af tøjmærke

Efter mere end 10 år som medejer af tøjvirksomheden Kabooki har Lego nu solgt sine aktier.

Tøjmærket Lego Wear bliver produceret, markedsført og solgt af virksomheden Kabooki på en licens fra Lego. Licensen løber videre, men Lego har stoppet sit ejerskab af Kabooki. Foto: Kabooki

Den danske tøjvirksomhed Kabooki har mistet en medejer med milliarder i rygsækken.

Efter mere end 10 år som medejer af Kabooki har Lego valgt at sælge sin post på 19,8 pct. af aktierne i tøjvirksomheden, hvis forretningsmodel alene er bygget op på at sælge børnetøj gennem mærket Lego Wear.

Den nye ejer af Legos tidligere aktiepost er Kabookis adm. direktør, Christopher Silcowitz.

»Hidtil har Lego med den ene hånd været medejer og med den anden hånd været licensgiver. Det var ikke hensigtsmæssigt, at det fortsat skulle være sådan,« siger han om årsagen til, at Lego har droppet sit ejerskab.

Som Christopher Silcowitz henviser til, er Lego også licensgiver til, at Kabooki må bruge Legos brand på det børnetøj, virksomheden sælger.

Den licens er fra årsskiftet blevet fornyet med ti år. Tidligere har licensaftalen mellem Lego og Kabooki ellers kun løbet fem år ad gangen.

»Jeg tror meget på dette projekt, især fordi vi har fået en ny licensaftale på ti år,« siger Christopher Silcowitz.

Hvilken betydning kommer det til at få, at Lego ikke længere er medejer?

»Det er for tidligt at kommentere. Men efter, vi har fået dette nye ejerskab på plads, har der været meget renere linjer på de møder, der har været afviklet,« siger han.

Hidtil har Lego haft en repræsentant i Kabooki-bestyrelsen i form af Ulrik Gernow, der er direktør i Lego System A/S. Om han eller en anden fra Lego fortsat skal være en del af Kabookis bestyrelse, står hen i det uvisse.

»Der er en del ting i luften lige nu, som vi ikke ved, hvad ender med,« siger Christopher Silcowitz.

At det endnu er for tidligt at sige, hvad der kommer til at ske med Legos bestyrelsespost i Kabooki, bliver bekræftet af Legos pressechef, Roar Rude Trangbæk.

Han fortæller, at Kabooki var den eneste virksomhed, Lego hidtil både har været medejer af og licensgiver til.

»Generelt gælder det for Lego-koncernen, at vi globalt indgår i en lang række af aftaler med forskellige virksomheder, der producerer Lego-brandede produkter under licens, uden at vi er medejere af de pågældende virksomheder,« siger han til Finans.

I 2015 og 2016 havde Kabooki underskud. Selvom regnskabet for 2017 endnu ikke er på plads, kan Christopher Silcowitz afsløre, at virksomheden lander et overskud på omkring 2 mio. kr. for 2017.

Kabooki blev grundlagt i 1993 og har siden dengang produceret, markedsført og solgt Lego-børnetøj. Virksomheden har hovedkontor i Herning, hvor man beskæftiger omkring 50 medarbejdere. Derudover har Kabooki fabrikker i Asien.

Kapitalfonden Jysk-Fynsk Kapital er hovedaktionær i Kabooki.

BRANCHENYT
Læs også