Erhverv

Chefdesigner stopper pludseligt hos verdenskendt luksusmærke

Louis Vuitton og selskabets designer for herretøj afbryder samarbejdet.

Designchef Kim Jones har markeret sig de seneste år hos Louis Vuitton - som her ved modehuset præsentation af en herre kollektion i Paris. Foto: Francois Mori/AP.

Et af verdens helt store luksusmærker inden for mode, Louis Vuitton, må have nyt look.

I hvert fald forlader den britiske stjernedesigner Kim Jones pludseligt Louis Vuitton efter syv år med ansvar for selskabets herrelinje.

Kim Jones kom i 2011 til det franske modehus fra britiske Dunhill, men nu afbryder parterne samarbejdet ifølge en pressemeddelelse.

Kim Jones har de seneste år været med til at skabe øget opmærksomhed om Louis Vuitton gennem bl.a. samarbejde med andre i modeverdenen. Det gælder bla. streetwear med Supreme.

Michael Burke, som er bestyrelsesformand og adm. direktør for Louis Vuitton, udtaler i pressemeddelesen, at Kim Jones med sit designtalent har været med til at sikre, at modehuset har en solid plads i den luksuriøse del af herremoden.

Den britiske designer er uddannet fra designskolen Central Saint Martins i London og lancerede et modemærke under eget navn i 2003, inden han kom til Dunhill i 2008.

I meddelelsen oplyser hverken Louis Vuitton eller designeren, hvad han skal nu. Modemediet WWD spekulerer i, at Kim Jones måske er på vej til Versace eller Burberry, hvis designchef Christopher Bailey forlod det modehus i efteråret 2017.

Den sidste kollektion fra Kim Jones hos Louis Vuitton præsenteres netop nu under modeugen i Paris

BRANCHENYT
Læs også