Erhverv
BREAKING

PostNord undskylder efter 500.000 forsinkelser

I storstilede annoncer undskylder PostNord Danmark for, at man ikke har lyttet nok til kunderne. Det sker samtidig med indførelsen af en helt ny arbejdsgang for omdeling af post.

PostNord Danmark varsler nye tider. Fra i dag er vi bedre forberedte på fremtiden, lyder meldingen i storstilede annoncer. Foto: Benjamin Nørskov.

Det skal være slut med sure kunder og forsinkede breve og pakker i PostNord.

Det fastslår postledelsen i store annoncer, som den kriseramte postgigant har indrykket i flere dagblade sammen med en undskyldning for, at man ikke har lyttet til kunderne.

Selv om vi kan vejen til alle danske hjem og virksomheder i søvne, er vi alligevel kørt ad en del omveje for at nå hertil.

PostNord Danmark i ny annoncekampagne

»Selv om vi kan vejen til alle danske hjem og virksomheder i søvne, er vi alligevel kørt ad en del omveje for at nå hertil. Og engang i mellem har vi ikke været gode nok til at lytte til jer, vores kunder. Det vil vi gerne undskylde for,« lyder det i annoncerne.

Den nye annoncekampagne kommer i slipstrømmen på en politisk beslutning blandt ejerne, skatteyderne i Sverige og Danmark, om at skyde 1,7 mia. kr. i PostNord i Danmark.

At det ikke kun er økonomien, der halter, ses ved, at postgiganten lukkede og slukkede 2017 med at levere 5 pct. af alle pakker og breve for sent.

Posten i krise
  • PostNord blev dannet i 2009 ved en fusion mellem det svenske Posten AB og Post Danmark A/S.
  • Den svenske stat ejer 60 pct., mens Danmark ejer 40 pct.
  • Den danske del af PostNord har givet underskud siden 2012.
  • I 2016 var underskuddet på 1,4 mia. kr. efter skat.
  • I marts 2017 præsenterede PostNord-ledelsen en redningsplan for den danske del.
  • I oktober 2017 blev ejerne enige om at skyde 1,7 mia. kr. ind i PostNord.
  • Ved fusionen i 2009 var der 18.000 ansatte i PostNord Danmark.
  • I dag er der 8.300 medarbejdere. Målet er at komme ned på ca. 6.000 ansatte.
  • Ifølge redningsplanen skal forretningen give overskud i 2020.

I december blev der omdelt 10.000.000 pakker og breve til de danske kunder. Men 500.000 kunder fik deres pakker og breve for sent, erkender postledelsen.

De nye imageannoncer bærer da også overskriften: Intet er, som det var, men det kan altid blive bedre.

Annoncerne markerer samtidig overgangen til en helt ny struktur for post- og pakkeomdeling, som overordnet går ud på, at en by deles op i fem dele. Postbuddet tager en bydel for hver af ugens fem hverdage og har både breve og pakker med.

»Det betyder, at vi leverer post og pakker på en anden måde, hvor vi kan gøre det med signifikant færre mennesker,« forklarede Peter Kjær Jensen, adm. direktør i PostNord i Danmark, for to uger siden til Finans om den nye arbejdsmodel.

Ny forretningsplan
  • PostNord Danmark tog den 21. januar en ny produktionsmodel i brug.
  • Den nye model går overordnet ud på, at en by deles op i fem dele.
  • Postbuddet tager en bydel for hver af ugens fem hverdage og har både breve og pakker med.
  • Ifølge PostNord-ledelsen vil den nye model betyde et behov for langt færre medarbejdere.
  • Den særlige opdeling har givet modellen øgenavnet blomstermodellen.

I annoncerne fastslår postledelsen, at »alle processor er lavet om« i kampen for at få pakker og breve ud til danskerne til tiden.

»Vi er ikke i mål endnu, men vi er på vej,« lyder det nye budskab fra PostNord Danmark.

Løftet om nye tider kommer kun tre uger efter, at PostNord hævede prisen på almindelige breve – de såkaldte B-breve – med 12,5 pct., så det nu koster 9 kr. at få omdelt et brev under 50 gram inden for fem hverdage. Dermed er prisen på B-breve på bare tre år steget 38 pct.

Læs også