Erhverv

Føtex efter prisdyk på tusindvis af varer: »Discount er død«

Føtex har skruet priserne ned på en femtedel af supermarkedets varer og introducerer et nyt salgsparameter, "super-discount", i et forsøg på at generobre markedsandele fra discountbutikkerne.

Thor Jørgensen, direktør for Føtex, mener, at skillelinjerne mellem supermarkederne og discountbutikkerne er så udviskede, at man ikke længere kan tale om hverken discount eller supermarked. Foto: Casper Dalhoff

I eftersommeren 2017 søsatte Føtex en stor kampagne, der var en krigserklæring mod de discountbutikker, der gennem en årrække har taget markedsandele fra supermarkedskæden.

Med kampagnen »Føtæsk« blev priserne på en næsten en femtedel af Føtex' varer sat ned. Hvor meget priserne blev sænket, vil Føtex' direktør, Thor Jørgensen, ikke røbe. Men i december sidste år lykkedes Føtex at øget salget med 12 pct. på de 2.097 nedsatte varer sammenlignet med samme periode året før.

Det skriver Berlingske Business.

Føtex, der er ejet af Dansk Supermarked, investerede en kvart milliard kr. i kampagnen med den gule boksehandske Hanno, prisbaskeren fra Korsør, i front. En kampagne, som direktøren tror på kan drive generobringen af de tabte markedsandele og være med til at tage livet af discount-konceptet.

»Før har der været de lidt dyrere supermarkeder med god kvalitet og så de billige discountbutikker med lidt halvsløj kvalitet. Men nu får supermarkederne discountpriser, og discountbutikkerne bliver bedre på kvalitet,« siger kædedirektør for Føtex, Thor Jørgensen, til Berlingske Business og fortsætter:

»Så discount er død. Man kan også sige, at supermarkederne er døde, for basalt set er de to termer smeltet sammen til én, og så kan man kalde det discount-super eller super- discount, men det er det, der sker.« 

Føtex var ikke det første supermarked til at sænke priserne. Inden Føtæsk-kampagnen satte Meny priserne på 500 varer ned.

Coop har tidligere udtalt, at man ikke vil følge Føtex og Meny's strategi. Men ifølge adm. direktør hos Retail Institute Scandinavia, Henning Bahr er der en stigende tendens til, at discountforretningerne og supermarkederne nærmer sig hinanden.

»Vi taler allerede i højere grad om lavprissupermarkeder end discount, og Rema 1000 er et meget godt eksempel på en sådan hybrid. Jeg tror, at de klassiske papkasse-discount­butikker i højere grad vil blive mere lækre, fordi de får flere friske varer og dermed nærmer sig en stor del af den behovsdækning, som ellers klassisk har ligget hos supermarkederne,« siger Henning Bahr til Berlingske Business.

Læs også