Erhverv
0

Formel 1-legende vil købe sit flyselskab tilbage

Han solgte de sidste aktier i sit luftfartsselskab i 2011, men selskabet har hele tiden heddet "Niki". Og nu efter Air Berlins konkurs står han som fortrukken køber.

Efter konkursen hos Air Berlin overtager Niki Lauda sammen med Thomas Cook datterselskabet "Niki". Foto: AP/Michael Sohn.

Den store Formel 1-legende og forretningsmand Niki Lauda er på vej til at købe sit gamle luftfartsselskab "Niki" tilbage.

Selskabet "Niki" er et datterselskab under det nu konkursramte Air Berlin. I første omgang bød IAG på selskabet, men det bud blev afvist af konkursboet.

I stedet har en ny konkursbehandling i Østrig vist, at Niki Lauda sammen med Thomas Cook har budt på "Niki". Det har Niki Lauda bekræftet, skriver den tyske erhvervsavis Handelsblatt.

Tirsdag morgen har bobestyrerne Ulla Reisch og Lucas Flöther meddelt, at »der i forbindelse med en offentlig (transparent) budproces er kommet et bud fra Laudamotion GMBH, og at dette bud var det bedste.«

Den 68-årige Niki Lauda grundlagde "Niki" i 2003, men solgte selskabet igen i 2011. Inden da havde han allerede i 1972 grundlagt sit første selskab, Lauda Air. Det selskab forlod han i 2000, efter at Austrian Airlines overtog 88 pct. af ejerskabet.

I 2002 overtog Austrian Airlines hele selskabet og reddede det dermed fra konkurs. Kort tid efter købte Niki Lauda det østrigske datterselskab til Aero Lloyd og grundlagde flyselskabet "Niki".

I den første konkursbehandling i Tyskland havde IAG budt 20 mio. euro for "Niki" samt tilbudt at stille en kreditfacilitet på 16,5 mio euro, så selskabet kunne køre videre. Men forhandlingerne med konkursboet løb ud i sandet.

Niki Lauda er stadig særdeles aktiv omkring Formel 1, hvor han er konsulent for Mercedes Grand Prix Formel 1-team.

Han vandt selv Formel 1 tre gange i 1975, 1977 og 1984.

Niki Lauda kørte galt på Nürburgring i 1976, og det kostede ham næsten livet. Han fik voldsomme brandsår i ansigtet og beskadigede sine lunger, men overlevede den voldsomme afkørsel af banen.

BRANCHENYT
Læs også