Erhverv

Eksperter: E-cigaretter kan gøre unge til storrygere

E-cigaretter kan være vanedannende og kan med tiden få brugerne til at skifte til almindelige cigaretter. Det konkluderer et panel af amerikanske eksperter.

E-cigaretter mistænkes nu for at være vanedannende og for at kunne gøre unge til storrygere.
 Foto: AP/Nam Y. Huh

Glem alt om, at de dampende e-cigaretter er harmløse.

Et panel af amerikanske eksperter har netop offentliggjort en rapport, som konkluderer, at e-cigaretter med nikotin kan være vanedannende og, at teenagere, som bruger dem, løber en større risiko for at skifte til traditionel rygning. Tilmed ser det ud til, at unge brugere løber en større risiko for at ende som storrygere.

Det skriver New York Times.

Netop spørgsmålet om, hvorvidt e-cigaretterne er vanedannende og leder brugerne mod traditionel rygning, har de seneste år været intenst debatteret i USA. Hidtil har producenterne hævdet, at der ikke var en sammenhæng, men dette synspunkt anfægtes i den netop offentliggjorte rapport.

Den konkluderer ganske vist, at e-cigaretter er mindre skadelige end almindelig rygning og kan bruges med god effekt af rygere, der gerne vil stoppe med almindelig tobak.

Rapporten fastslår imidlertid også, at der ikke findes videnskabelige studier, som klarlægger de mulige langsigtede skadevirkninger, som brug af e-cigaretter kan have på hjerte, lunger og fertilitet.

Ifølge The New York Times påpeger ekspertpanelet, at brug af e-cigaretter kan være vanedannende og tilmed øger risikoen for, at unge med tiden skifter til almindelig tobak og bliver afhængige af det. Ekspertpanelet har pløjet sig igennem alle de analyser, der er gennemført af sammenhængen mellem e-cigaretter og traditionel rygning. Konklusionen lyder ifølge The New York Times, at der er »moderate beviser for, at unge, som bruger e-cigaretter, før de prøver tobak, er mere tilbøjelige til at blive storrygere«.

Forskerne understreger dog, at sammenhængen mellem e-cigaretter og rygning endnu ikke er tilstrækkelig godt belyst.

Ifølge ekspertpanelet er der ingen beviser på, at e-cigaretter i sig selv ligefrem kan være kræftfremkaldende. Eksperterne advarer dog om, at nogle e-cigaretter indeholder kemikalier og metaller, hvis langtidsvirkning på eksempelvis gravide endnu ikke er undersøgt.

Antallet af traditionelle rygere har gennem mange år været faldende i USA, og tobaksindustrien har de seneste år i stor stil sadlet om til produktion af forskellige typer e-cigaretter.

Læs også