Erhverv

Ukendt dansker havner på eksklusiv Forbes-liste

Den 26-årige Morten Bruun kåres til en af de mest indflydelsesrige finansfolk under 30.

Magasinet tilskriver særligt Morten Bruuns medstiftelse af den nystartede virksomhed Penstable som en af begrundelserne for den fornemme placering. Foto: PR.

Det amerikanske magasin Forbes har netop kåret de mest indflydelsesrige og toneangivende personer under 30 år i Europa, og her har en ung dansker fundet vej til det eksklusive selskab.

Den 26-årige Morten Bruun er nemlig havnet i kategorien for de mest indflydelserige personer på det globale finansmarked.

Her tilskriver magasinet særligt Morten Bruuns medstiftelse af den nystartede virksomhed Penstable, der specialiserer sig i bæredygtige pensionsinvesteringer, som en af begrundelserne for den fornemme placering.

»Det er vildt surrealistisk. Jeg regnende slet ikke med at komme på listen, men det er en kæmpe anerkendelse, også til mine fire kompagnoner i Penstable,« siger Morten Bruun til Finans.

Ved siden af iværksætteriet arbejder Morten Bruun som industy-manager hos Google, ovenikøbet som it-gigantens yngste af slagsen, hvilket også har bidraget til Forbes' opmærksomhed, vurderer Morten Bruun selv.

»En gennemgående rød tråd for de andre på listen er, at de prøver at gøre verden til et bedre sted ved hjælp af investeringer og den velstand, vi har. Ligesom vi gør med Penstable,« giver Morten Bruun som en anden forklaring. 

Penstable er stadig i opstartsfasen, hvilket gør Forbes-placeringen endnu mere opsigtsvækkende.

Det viser sig, at Forbes særligt har været imponeret over Pentables bæredygtige og idealistiske profil, der modsat mange af de eksisterende pensionsløsninger udelukkende vil inkludere bæredygtige og ansvarlige investeringer, bl.a inden for områder som miljø og klima, sundhed og ligestilling.

Morten Bruun beskriver Penstable som et idealistisk projekt, men samtidig lover han, at der er tale om gode og solide investeringsmuligheder.

»Hvis vi går ti år tilbage og kigger på udviklingen i den grønne sektor frem til i dag, så er der tale om rigtig gode afkastsmuligheder, når det bl.a kommer til grøn energi,« siger Morten Bruun, der samtidig fortæller, at flere store banker og pensionsselskaber har vist interesse for Penstable.

I udnævnelsen af Morten Bruun fremhæver Forbes også, at Penstable har vundet flere iværksætter-konkurrencer. Den unge virksomhed har bl.a vundet Venture Cup, der er den største forretningsplans-konkurrence i Skandinavien.

Læs også