Erhverv

Luksusbutikker har kronede dage i Danmark

De dyreste butikker i København oplever hård medvind. Det er effekten fra forbrugsvanerne og rige kinesere og amerikanere.

Yngre danske kunder og amerikanere er nogle af de kundegrupper, Klarlund ser flere af i butikken med luksusure. Det siger adm. direktør Stig Andersen. Foto: Sofia Busk

Rige turister, der drager til København for at shoppe amok, er gået lidt mere til plastikkortet i 2017. Danskerne holder sig heller ikke tilbage.

Det tegner med andre ord til et godt år for luksusmærker i Danmark.

»For de velhavende danskere har formuerne aldrig været større, så de har penge til luksus. Vi er ovre den periode, hvor de bruger pengene til at nedbringe gæld. Derfor tror jeg godt, vi kan se en fortsat stigning i salget af luksusvarer,« siger Jan Størup Nielsen, seniorøkonom i Nordea.

Stig Andersen, der er adm. direktør i Klarlund, der sælger luksusure fra butikker i København, har set fremgang i regnskaberne i et stykke tid nu. Urene i Klarlund koster typisk 30.000 kr. og opefter.

»Før var urene noget, man gav til sin kone eller til sig selv, når man var midt 40’erne. Uddannelsen var forlængst overstået, børnene var store nok til, at man ikke skulle bruge alle pengene på dem, og så syntes man, der var råd til et mekanisk ur,« siger han.

Men i dag er det helt anderledes.

»Nu er kunderne markant yngre, måske i 20’erne eller 30’erne. De har måske ikke færdiggjort uddannelsen, men bruger deres børneopsparing på et ur. Eller de sparer op gennem studietiden og giver sig selv uret i eksamensgave,« siger Stig Andersen.

Dertil kommer turisterne, som står for omkring halvdelen af omsætningen i Klarlund og endnu mere i de dyre luksustøjbutikker på Strøget.

En del af mærkerne ejer Group 88, og her havde man i 2016/17 en fremgang i bruttoresultatet på 36 pct.

Group 88
Selskabet Group 88 har retten til at sælge en række af de dyreste tøjmærker i Danmark og de øvrige nordiske lande.
  • Burberry - Skandinavien
  • Mulberry - Danmark og Norge
  • Bottega Veneta - Danmark og Norge
  • Gucci - Skandinavien
  • Loewe - Skandinavien
  • Saint Laurent - Skandinavien
  • Balenciaga - Skandinavien
  • Alexander McQueen - Skandinavien
  • Valentino - Norge og Sverige

I regnskabet lægger ledelsen ikke skjul på, at det er turisterne, selskabet har meget at takke for. De bar ved til et bål, som de danske forbrugere allerede havde tændt op.

»Dette sammenholdt med den stabile asiatiske turisthandel har bevirket, at udviklingen i selskabet har været bedre end forudset,« skriver Group 88-ledelsen, som det ikke er lykkedes at få yderligere kommentarer fra.

Generelt ser det ud til, at det fortsat er kineserne, der lægger flest penge i de danske luksusbutikker. Det mærker man i Global Blue, som refunderer momsen til de ikke-europæiske kunder i lufthavnen.

»Kina er gået frem med 3 pct. i 2017 og står nu for 47 pct. af det totale Tax Free-salg,« fortæller Morten Winther, adm. direktør for Global Blue Danmark.

Samlet er antallet af transaktioner faldet en smule, men omvendt er gennemsnitskøbet steget med 8,6 pct., så samlet er salget - målt ud fra tilbagebetalingen af den danske moms - steget med 5 pct.

Nationalitet Vækst år/år (pct.) Andel af refusionerne (pct.)
Kina 3 47,3
USA 18,4 7,5
Island 1,6 4,9
Thailand -20,7 4,6
Hong Kong 57,9 4,2
Færøerne -7,6 3,4
Grønland 2,3 2,1
Schweiz -1,2 2,0
Taiwan 14,5 1,9
Singapore 18,6 1,8

Kilde: Global Blue

BRANCHENYT
Læs også