Erhverv
0

Novo-analytikere skyder med skarpt efter Ablynx-fiasko: »Det var en strategisk fejl«

Novo Nordisk missede den belgiske biotekdrøm Ablynx, og det giver anledning til at kigge indad for den ansvarlige Novo-chef. Novo Nordisk begik en klokkeklar fejl, lyder det fra flere sider.

Koncernfinansdirektør i Novo Nordisk, Jesper Brandgaard, holder fast i, at Novo Nordisks købstilbud på belgiske Ablynx var stærkt. Han ønsker dog den franske ærkerival Sanofi tillykke med opkøbet. Foto: Joachim Adrian

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans

Novo Nordisk-toppens store drøm er endt som et mareridt, og mulighederne for alternative opkøbsmuligheder svinder ind.

Den franske ærkerival Sanofi har fået accepteret et bud på 3,9 mia. euro for det belgiske biotekselskab Ablynx, mens Novo Nordisk står tilbage med en brast drøm og en lang næse.

»Der er meget mere til selskabet end caplacizumab, og resten af selskabet var ret undervurderet i Novo Nordisks bud. Jeg mener, det var en strategisk fejl,« siger Sandra Cauwenberghs, senioranalytiker i den belgiske bank- og forsikringskæmpe KCB.

Caplacizumab er en lægemiddelkandidat til behandling af en sjælden blødersygdom, og det var den, Novo Nordisk virkelig gerne ville have fingrene i.

Novo Nordisk kom med et bud på 2,6 mia. euro, hvilket førte til en iskold afvisning. Ablynx' ledelse ville ikke engang mødes med Novo-toppen.

»Det burde være klart for Novo Nordisk efter bestyrelsens klare afvisning, at Ablynx kun kunne overtages fjendtligt. Og her er en præmie på 30-40 pct. slet ikke nok. Om de bød mere, vides ikke,« siger biotekinvestoren Florian Schönharting, der bl.a. er medstifter af Genmab.

I Novo Nordisk holder den ansvarlige, koncernfinansdirektør Jesper Brandgaard, fast i, at selskabets bud var stærkt.

»Vi mener, vi har givet, hvad vi synes var en meningsfyldt pris og en signifikant præmie over, hvad selskabet handlede til før. Vi har ikke kunnet regne os frem til den værdi, som Sanofi har,« siger Jesper Brandgaard, som er blevet en væsentlig erfaring rigere.

»Vi har lært, at vi skal være meget skarpe på, om vi kan være den bedste køber af aktivet,« siger han.

I Danske Bank mener senior porteføljeforvalter Claus Henrik Johansen, at Ablynx havde passet godt ind i Novo Nordisk, og at det danske medicinalselskab nu må fortsætte med at kigge på alternative opkøbsmuligheder.

Det er lettere sagt end gjort, for de attraktive biotekselskaber hænger langt fra på træerne.

»Novo Nordisk må kigge videre, men med Sanofis seneste to opkøb er der blevet mindre at vælge imellem. Novo har tidligere været rygtet interesseret i biotekselskabet Global Blood Therapeutics, men med en markedsværdi på knap 2,8 mia. dollars vil det inklusiv en formodet præmie være en forholdsvis stor mundfuld for Novo Nordisk,« siger Rune Majlund Dahl, medicinalanalytiker i storbanken DNB.

BRANCHENYT
Læs også