Erhverv

Landets største ejendomsmæglerkæde idømt millionbøde for konkurrencefusk

EDC og Dansk Ejendomsmæglerforening er idømt bøder for at overtræde konkurrenceloven.

Foto:Jan Dagø

Landets største ejendomsmæglerkæde blev tirsdag idømt en millionbøde for konkurrencefusk.

Byretten i København idømte EDC en bøde på 1 mio. kr., mens brancheforeningen Dansk Ejendomsmæglerforening blev dømt til at betale 250.000 kr.

»EDC havde forventet en frifindelse. Når dette ikke blev resultatet, er det dog positivt, at retten har vurderet den påståede overtrædelse som værende væsentligt mindre alvorlig end påstået af Anklagemyndigheden, hvilket er udtrykt ved en i sådanne sager lille bøde på 1 mio. kr,« siger Jan Nordmann, kommunikationschef i EDC, som nu vil vurdere, om sagen skal ankes.

Sagen handler om, at de største ejendomsmæglerkæder besluttede at boykotte den uafhængige boligside Boliga i 2009.

Konkurrencerådet fastslog i 2012, at boykotten var ulovlig og meldte sagen til bagmandspolitiet (SØIK).

Oprindeligt krævede bagmandspolitiet, at de store kæder EDC, Home, Danbolig og Nybolig skulle betale 5 mio. kr. i bøde hver. De satser fik Home, Danbolig og Nybolig forhandlet ned til 3,75 mio. kr. Derudover har Realmæglerne og Danske Selvstændige Ejendomsmæglere fået bøder på henholdsvis 0,5 mio. kr. og 80.000 kr., mens en række ledende personer har fået personlige bøder på 25.000 hver.

Men EDC og Dansk Ejendomsmæglerforening valgte at tage en retssag, som nu har givet dem en bøderabat.

Dansk Ejendomsmæglerforening fik således nedsat sin bøde fra 600.000 til 250.000 kr.

»På trods af at bøden er langt mere end halveret, er vi overraskede over dommen, idet vi ikke mener at have gjort noget ulovligt. Nu vil vi læse dommen grundigt og overveje, om vi skal bruge yderligere tid og ressourcer på denne mere end syv år gamle sag,« siger pressechef Peter Arnfeldt fra Dansk Ejendomsmæglerforening.

Et kuriosum er, at en ledende medarbejder i EDC, Poul Erik Bech, accepterede sin personlige bøde, mens EDC nægtede at betale og i stedet valgte retssagen.

Bagmandspolitiet er tilfreds med dommen.

»Vi er meget tilfredse med afgørelsen, og at Københavns Byret bekræfter, at der er tale om en overtrædelse af konkurrenceloven,« siger specialanklager Niels Kjærsgaard fra bagmandspolitiet.

De øvrige kæder får ikke nedsat deres bøder, selv om EDC fik en rabat ved at gå i retten. Rabatten tager bagmandspolitiet til efterretning.

»Men kernen er, at der har været tale om en alvorlig overtrædelse af loven. Og der er sket domfældelse i overensstemmelse med det anklageskrift, vi har rejst,« siger Niels Kjærsgaard.

Læs også