Erhverv
BREAKING

Virksomhed hævede prisen på medicin med 2.000 pct. i Danmark - bliver meldt til Bagmandspolitiet

Lægemiddeldistributøren CD Pharma hævede prisen på medicin med 2.000 pct. i Danmark. Nu er den meldt til bagmandspolitiet for at have misbrugt sin dominerende stilling.

Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet, retter hård kritik af virksomheden CD Pharma. Foto: Konkurrencestyrelsen

Lægemiddeldistributøren CD Pharma så sit snit og hævede over natten prisen på en speciel type medicin med et astronomisk beløb. Det får nu Konkurrencerådet på banen med en heftig kritik.

»CD Pharma har udnyttet sin dominerende position ved at hæve prisen 2000 pct. på et ve-stimulerende lægemiddel, som regionernes indkøbsorganisation, Amgros, har købt. Der er således betalt urimeligt meget for lægemidlet i en periode, som varede cirka et halvt år,« udtaler Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet.

Konkurrencerådet mener, at sagen er så grel, at det har fået rådet til at anmelde sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, i daglig tale Bagmandspolitiet, med henblik på en strafferetlig forfølgelse.

Midlet, det hele handler om, blev solgt til Amgros, der er regionernes indkøbsorganisation for lægemidler.

I 2013 vandt en parallelimportør og konkurrent til CD Pharma rammekontrakten om at levere det ve-stimulerende lægemiddel, kaldet Syntocinon, til Amgros til 43 kr. per pakke.

Parallelimportøren kunne imidlertid ikke levere som aftalt i foråret 2014, og Amgros måtte i stedet købe Syntocinon fra CD Pharma via Lægemiddelstyrelsens såkaldte 14-dages auktioner.

Sidst i april 2014 hævede CD Pharma prisen på lægemidlet med 2.000 pct. fra 45 kr. til hele 945 kr. CD Pharma har ifølge Konkurrencerådet ikke kunnet begrunde prisstigningen med f.eks. højere omkostninger eller særlige hensyn til forskning og udvikling.

CD Pharmas adfærd indebar, at Amgros samlet betalte små 6 mio. kr. mere end prisen i den oprindelige kontrakt med parallelimportøren.

Potentielt kan sagen føre til civilt søgsmål mod parallelimportøren, hvilket i værste fald kan sende hele Amgros' ekstraregning på de knap 6 mio. kr. videre til parallelimportøren. Et civilt søgsmål har i øvrigt intet med Konkurrencerådet at gøre.

BRANCHENYT
Læs også