Erhverv
BREAKING

Dansk tobakskæmpe køber amerikansk onlineforhandler af cigarer

Scandinavian Tobacco Group har underskrevet en aftale om overtagelse af aktiviteterne i Thompson for 372 mio. kroner.

Niels Frederiksen, topchef hos Scandinavian Tobacco Group.  Foto: Justin Hummerston

Scandinavian Tobacco Group har købt Thompson, som er en fremtrædende onlineforhandler af cigarer i USA, et marked hvor ca. to ud af tre håndrullede cigarer bliver solgt online.

Det oplyser tobakskoncernen i en selskabsmeddelelse.

Købesummen udgør 62 mio. dollars (372 mio. kroner) og vil blive finansieret af eksisterende likvid beholdning. Overtagelsen forventes endeligt gennemført ved udgangen af marts 2018.

Thompson, der er en familieejet virksomhed i Tampa, Florida, har 185 ansatte og en årlig omsætning på ca. 100 mio. dollars.

Købet af Thompson giver ifølge selskabsmeddelelsen Scandinavian Tobacco Group adgang til en betydelig og attraktiv kundedatabase, websites med auktion og onlinesalg samt en fysisk butik og et callcenter i Tampa.

"Vores eksisterende online virksomhed, Cigars International vil sammen med Thompson kunne levere en unik portefølje af håndrullede cigarer sammen med en høj kundeservice til de amerikanske forbrugere. Samtidig vil vi kunne realisere betydelige synergier til gavn for vores kunder og aktionærer,” siger adm. direktør for Scandinavian Tobacco Group, Niels Frederiksen.

Læs også