Pensionskasser hyrer DLA Piper i OW Bunker-opgør
Advokatfirmaet DLA Piper afløser Bruun & Hjejle som advokat i retsopgøret mod OW Bunkers tidligere ledelse.
Et investorkonsortium med ATP i spidsen har hyret nye advokater til at føre en del af retssagen mod OW Bunker, som gik konkurs kort tid efter børsnoteringen med milliardtab som konsekvens.
DLA Piper bliver ny advokat på den del af sagen, som handler om OW Bunkers tidligere ledelse, efter at pensionskasserne måtte opgive at lade Bruun & Hjejle føre hele sagen.
Pensionskasserne har krævet 833 mio. kr i erstatning fra de sagsøgte, der udover den tidligere ledelse tæller Altor, OW Bunkers konkursbo samt investeringsbankerne Carnegie og Morgan Stanley.
Advokatnævnet vurderede sidste år, at Bruun & Hjejle-partner Karsten Kristoffersen var inhabil, fordi advokatfirmaet tidligere har udført advokatopgaver for både OW Bunker og Jim Pedersen.
»Vi læser Advokatnævnets afgørelse sådan, at Bruun & Hjejle ikke må repræsentere os og resten af konsortiet i relation til den tidligere daglige ledelse i OW Bunker,« siger Tomas Krüger Andersen, juridisk chef i ATP.
Dermed vurderer konsortiet med ATP i spidsen selv, at det kan beholde Bruun & Hjejle på resten af sagskomplekset, selv om en stribe af de sagsøgtes advokater netop nu forsøger at få Bruun & Hjejle afsat på hele sagen.
I januar klagede de endnu en gang til Advokatnævnet og bad nævnet om at »træffe de nødvendige foranstaltninger« - herunder om nødvendigt at bruge en særlig paragraf i retsplejeloven, hvorefter nævnet kan fratage en advokat eller et advokatfirma en sag, hvis denne eller dette ikke lever op til de advokatetiske regler.
Den nye klage til Advokatnævnet fik ATP til at beskylde modparten for at forsøge at trænere sagen, og ATP har ikke tænkt sig at skifte advokatfirmaet ud.
»Vi har brugt lang tid og mange penge på at Bruun & Hjejle har sat sig ind i sagen og vi mener stadig, at de er de dygtige og rigtige advokater til at føre sagen,« siger Tomas Krüger Andersen.
Christian Hindkjær er advokat for OW Bunkers tidligere økonomidirektør, Kent Larsen, og han siger, at advokaterne vil kæmpe videre for at få diskvalificeret Bruun & Hjejle endegyldigt fra sagen.
»Det er min vurdering, at de kommer til at udtræde,« siger Christian Hindkjær.

