AGF-formand køres i stilling til toppost i Coop
Selvstændige brugsforeninger er på vej med en modkandidat til den siddende formand i Coop, Lasse Bolander. Det bliver Lars Fournais, der også er kendt som formand for superligaklubben AGF.
Kampen om formandsposten i dagligvaregiganten Coop Danmark ruller. En modkandidat til den siddende formand har allerede meldt sig, og nu er endnu en kandidat på vej.
En del af Coops bagland vil en af de kommende dage præsentere deres kandidat, som skal tage kampen op mod den siddende formand, Lasse Bolander. Kandidaten er den østjyske erhvervsmand Lars Fournais, der også er formand for superligaklubben AGF, erfarer Finans fra flere kilder.
Erhvervsmanden Lasse Bolander har til april siddet som formand for Coop Danmark, der ejes af 1,7 mio. danskere, i ni år. Det svarer til tre valgperioder i organisationen. I april skal der vælges ny formand af andelskoncernens landsråd. Lasse Bolander har meddelt, at han genopstiller - men det bliver nu i et kampvalg.
Gennem en periode har en række selvstændige brugsforeninger under Coop nemlig arbejdet på at finde en modkandidat gennem et eksternt rekrutteringsfirma. Og det er afsluttet, så Lars Fournais præsenteres som kandidaten.
AGF-formanden skriver mandag i en sms til Finans, at han »ingen kommentarer har til formandsvalget«.
64-årige Lars Fournais sidder ud over AGF i en række andre bestyrelser og har tidligere bl.a. været direktør i Grundfos-koncernen samt haft jobbet som adm. direktør for den franske storkoncern Saint-Gobains danske aktiviteter med distribution af produkter til byggesektoren. Herunder 90 detailbutikker i en række kæder - bl.a. Brdr. Dahl.
Lasse Bolander og Coops ledelse har netop fremlagt en ny strategi under navnet "Coop på vej". Den omfatter bl.a. en spareplan med forenkling af koncernens kæder samt en mere aktiv deltagelse i priskampen på dagligvaremarkedet.
Strategien kommer efter et hårdt og dramatisk forløb, hvor især en række brugsforeninger også har arbejdet med at finde en modkandidat til Lasse Bolander.
Ifølge deres talsmand, Søren Tang Sørensen, som er næstformand i Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening (BA), ændrer den nye strategi ikke på det. Han ønskede mandag samtidig fortsat ikke at udtale sig om navnet på den kommende kandidat.
»Jeg er blevet spurgt om 50 mere eller mindre kvalificerede personer de seneste måneder. Men både nu og gennem hele forløbet har jeg kunnet sige, at jeg hverken vil be- eller afkræfte nogle navne. Jeg kan dog sige, at vi offentliggør vores kandidat én af de nærmeste dage,« siger Søren Tang Sørensen.
På spørgsmålet om, hvorvidt den nuværende AGF-formand Lars Fournais er kørt i spil, sagde BA-næstformanden mandag:
»Det er et interessant bud. Som jeg sagde før, vil jeg hverken be- eller afkræfte nogle navne.«
Ud over kandidaten fra baglandet i de lokale brugsforeninger er også et medlem af Coops bestyrelse klar til at dyste med Lasse Bolander om formandsposten. Nemlig Mikkel Irminger Sarbo, som er medlem af Coops Landsråd - og gennem det seneste år har været valgt til bestyrelsen i Coops moderselskab. Han meldte sig som kandidat til formandsposten for et par uger siden.
Coops øverste myndighed - som skal vælge formanden til april - er Landsrådet, der består af 124 medlemmer.


