Fortsæt til indhold

Vestas giver gylden bonus til ansatte: 37.000 kr. til hver

Den danske vindmøllekoncern vil udbetale en bonus på 834 mio. kr. til sine ansatte.

Carsten Andreasen
Erhverv

De lidt over 22.000 ansatte i Vestas kan traditionen tro se frem til et gyldent forår. Det er nemlig den tid på året, hvor Vestas udbetaler bonus til sine medarbejdere.

I år bliver der i alt udbetalt 112 mio. euro, hvilket svarer til 834 mio. kr. Det svarer til, at hver medarbejder i gennemsnit får en bonus på 37.000 kr.

Det fremgår af årsregnskabet for 2017, som den danske vindmøllegigant offentliggjorde onsdag morgen. Årsregnskabet viste, at indtjeningen er faldet sammenlignet med rekordåret 2016.

Tilbagegangen har også sat sig i den årlige medarbejderbonus, som Vestas indførte i 2008 i forbindelse med et globalt bonusprogram.

»Da målene for bonusudbetaling blev opnået i 2017, vil en global bonus på 834 mio. kr. blive udbetalt til alle medarbejdere sammenlignet med 893 mio. kr. i 2016,« skriver Vestas med Anders Runevad i front i 2017-regnskabet.

Medarbejderbonus
2017834 mio. kr.
2016893 mio. kr.
2015751 mio. kr.
2014620 mio. kr.
2013722 mio. kr.
20120
20110
20100
2009432 mio. kr.
2008283 mio. kr.

Sammenlignet med 2016 er den gennemsnitlige bonus faldet med mere end 3.000 kr. pr. medarbejder. Udbetaling på 893 mio. kr. betød i 2016,, at hver enkelt Vestas-medarbejder i gennemsnit fik en bonus næsten 41.000 kr.

Dermed er bonussen tilbage på niveauet fra 2015, hvor hver medarbejder i gennemsnit fik en bonus på mere end 36.000 kr.

Det globale bonusprogram blev oprindelig indført i 2008 af den daværende Vestas-topchef Ditlev Engel. Det første år udbetalte Vestas 283 mio. kr. i bonus, mens bonusbetalingen i 2009 løb op i 432 mio. kr. Siden fulgte en række år, hvor de forretningsmæssige resultater betød, at der ikke blev udbetalt bonus til medarbejderne.

Men i 2013 kom bonusbetalingen tilbage, da der blev udbetalt 722 mio. kr. til de ansatte.

Artiklens emner
Vestas
Anders Runevad